I 3½ år har vi snakket om skal/skal ikke, skal/skal ikke.....Overvejelsen var faktisk slet ikke så svær. Det viste sig nemlig, at det ikke kun var os (altså mine forældre, Jesper og jeg) men i særdeleshed vores drenge Lasse og Jonatan, som havde brug for at få genopfrisket Masaka, Uganda, 10 måneders rejse til den sydlige halvkugle.
Så tilbage i oktober 2016 besluttede vi os for at booke flybilletter og bestille overnatning i Masaka. Vi var klar over, at vi ikke kunne komme til at bo i "vores" hus, da det var blevet til volontørbolig, men det kunne også gøre det at bo i Fam. Jespersens hus ved "Bandaen" (så var vi da tættere på poolen). Det viste sig dog, at volontørerne skulle flytte ned i huset, da "vores" hus var udlejet til nogle sydafrikanere, så pludselig stod vi og skulle bo i Fam. Klits "banda". Den store runde banda ved poolen (det var faktisk endnu bedre)
Endnu bedre var også, at flybilletterne var fantastisk billige, så det hele blev lige pludselig virkelig. Booket var banda og fly. De sidste forberedelser måtte vente til februar måned, da vi lige skulle have tjekket vores vacciner. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke turde rejse uden meningokok vaccinen, så vi måtte alle afsted til lægehuset og stikkes (vi havde dog lovet børnene, at de ikke skulle stikkes de næste mange år). Men som mange af jer ved er vores drenge total seje, så vaccinen blev taget i stiv arm. Værst var det for mor Maja, som havde forsømt sin stivkrampe og derfor måtte stikkes i begge arme.
Der kom styr på vacciner, dyre/gårdpasning, pas osv. Tilbage var bare at glæde sig. Påsken 2017 kunne bare komme an!
6/4-17 var så dagen hvor vi mødtes i Billund lufthavn for at tage rejsen mod Amsterdam/Kigali/Entebbe. Far Per var lettere bekymret, da han havde læst at mange flyselskaber strejkede omkring påsken, men vi kom nu fint af sted. Flyet måtte dog lige afrimes i Billund og airconditionen i flyet fra Amsterdam måtte lige tjekkes efter. Godt 1 time forsinket kom vi på vingerne fra Amsterdam og satte kursen mod den sydlige halvkugle.
Kl. 23.00 lokaltid (1 time foran) ankom vi til Entebbe og måtte derefter pænt stille os i kø til Visum. Her viste det sig, at lufthavnen havde udviklet sig siden sidst. Man kunne nemlig have bestilt det online (det var der bare ingen der vidste), så alle måtte pænt stille sig i kø til manuel betaling. Derfor sad 2 mænd og så meget travle ud (de havde ingen passagerer) og vi andre måtte pænt stille os i kø og takle varmen. Vi kom dog forholdsvis nemt ind. Maja blev udspurgt om vi nu kun var der som turister denne gang! Moses (CCD´s manager) havde pænt ventet udenfor lufthaven og var oprigtig glad for at se os. Det var et glædeligt gensyn. Han kørte os hen til Entebbe backpackers, hvor vi skulle overnatte før turen gik til Masaka. Vi fik ca. 4½ times søvn før vi stod op.
7/4-17: ca. kl.7.00 (her var det blevet lyst - husk på det hedder 12/12) satte vi kursen mod Masaka og morgenmad på Café Frikadellen. Turen var rigtig fin og vejen fra Kampala (hovedstaden) til Masaka var blevet færdig renoveret og var rimelig sikker.
Efter en god frokost blev vi udstyret med en bil og kørte mod Banda lodge. Her fik vi os indlogeret og så hed det ellers afslapning og pool til aften, hvor vi skulle til BBQ på caféen kl.18.00. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, da vi ikke rigtig havde fået sovet.
8/4-17: efter en god nats søvn bestemte vi os for at køre en tur ned i byen for at se til butikkernes stand og markedet (og vi skulle jo have lidt til køleskabet - udover det medbragte rugbrød, spegepølse, ost osv). Susanne og Per havde aldrig været nede på gade 2, den vi kalder kjolegaden, så vi parkerede oppe ved banken og gik en tur ned på gaden. Efter en slentrer tur (uden at købe noget), tog vi på markedet for at handle gulerødder, tomater, ananas, bananer, avokadoer, løg osv. Det viste sig hurtigt at vi ikke havde glemt, hvordan man gør, så vi gik derfra meget tilfredse. Dog var markedet noget tyndt, da der åbenbart om lørdagen er et stort marked et andet sted i Masaka - pyt, vi fik fat i det mest nødvendige. Resten af dagen brugte vi i Banda området og ved poolen.
9/4-17: I dag startede vi ved poolen, da det var meget varmt. Her faldt vi i snak med nogle danskere som var knyttet til fodboldakademet i Nyendo (opstartet af en lokal ung fyr, samt den mandlige lærer som overtog efter os) Her fik vi hurtig en aftale i stand, da vi havde flere par fodboldstøvler samt benskinner med i sponsor-kufferterne. Senere på dagen besluttede vi os for at tage en tur ud til babyhjemmet. Her var det Mama Rose, Sarah og Helen som tog imod os. Det var dejligt at blive genkendt. De fleste af børnene fra vores tid er blevet adopteret til USA, Europa og internt i Uganda. Således var der kun 3 børn tilbage fra 2013. Handicappede Hope, René og Lines Yasin (som også har et handicap) samt Priscilla. På babyhjemmet huser man lige nu 24 børn, og de fleste af dem er under 5 år. Vi ved fra Moses, at man overvejer at starte endnu et børnehjem op, da der er behov for pladsen på babyhjemmet til babyer og ikke skolebørn. Børnene fik en masse nyt tøj, bamser (sponseret fra Majas forældres naboer) samt en stor pose slikpinde. Det hele bragte- som altid, stor glæde hos børnene og vi havde et par dejlige timer derude. Det var meget tydeligt, at de legeredskaber og den sandkasse vi i sin tid byggede og satte op trænger til en renovering. Moses fortæller, at der er bestilt maling til legeredskaberne, så de igen kan se indbydende ud for børnene derude. Dagen afsluttede med mad fra cafeen og nogen fik vist stillet sulten mere end andre:)
10/4-17: Majas forældre besøgte tilbage i 2013 deres sponsorbarn på Cornerstone pri school. Det havde de fået lavet en aftale om igen. Derfor tog vi alle med CDD´s socialrådgiver Betty ud på en længere køretur til skolen. Med i bagagen havde vi 2 kufferter fyldt med børnetøj og sko (sponseret af naboer og kollegaer) Efter de meget formelle besøg rundt omkring i klasserne, hvor vi skal bydes velkommen med sang og stående undervisning kunne vi få lov til at sige hej til "Grace" samt uddele det medbragte tøj. Frem kom de mest trængende børn, som ikke har ret meget. Det var meget stort at få lov til at dele ud af alle vores almisser til dem der virkelig havde brug for det. Derefter tog vi hjem til Grace for at dele flere gaver ud til hende og hendes familie. Denne gang var vi ventet modsat i 2013, hvor vi kom på et overraskelsesbesøg. Begge forældre var derfor klædt i deres fineste tøj og parate til at fortælle om deres land samt give en rundvisning.
Som afslutning på hele besøget fik vi overrakt en stor pose bønner samt deres bedste hane. Det faldt ikke i god jord hos Mor Maja (Susanne), som overhovedet ikke havde lyst til at tage noget fra de meget fattige. Men Betty fik os forklaret, at det var deres måde at takke os på for al den hjælp vi giver i forbindelse med sponsorat til Grace´s skolegang. Majas forældre er også gode til at sende gaver/mad i løbet af året, så familien føler sig meget velsignet. Hjem kørte vi altså med en stor pose bønner samt en levende hane. Vi blev ret hurtig enige om, at det kunne Jane få. Hende havde vi nemlig hyret til at lave chips og hendes berømte bønnesovs. Hun gik derfor og puslede i bandaen. Hun blev noget overrakset, da hun fik overrakt en pose bønner samt en levende hane. Den blev ret hurtig døbt Lasse, da det var ham der overrakte den til hende. Vi spurgte hende om den skulle slagtes eller indgå i avl - den skulle bestemt ikke slagtes :)
11/4-17: En dag specielt drengene havde glædet sig til. Vi havde fået kontakt med en dansker som havde overtaget projeket med fodboldakamiet; El Campio Academy. Projektet startede i sin tid af en lokal ung fyr på 18 år, som altid har set fodbolden som en vej ud af slummen. Ibrahim var enormt inspirerende og lytte til, og havde helt klart nogle drømme og mål for projektet. For 4 år siden fik han hjælp af vores mandlige efterfølger, som hjalp ham igang med opstarten. Ideen bag er ret simpel: håbet er at få unge "gadebørn"/fattige i skole, som helt ekstraordinært har et talent for fodbold. I en omkreds af ca. 100km spejder de efter unge som kan kobles til skolen og projektet. De tilbyder dem en gratis uddannelse både fagligt men også sportsligt. Hvis ikke børnene slår til på det ene eller andet plan, så finder man en løsning til dem internt. Således mødte vi en ung fyr, som ikke havde fodboldtalentet, men derimod fik tilbudt en uddannelse indenfor fysioterapi. Vi fik en meget fin rundvisning af en af de yngste medlemmer Allah Mohammed (8år), hans store drøm var selvfølgelig at spille for et europæisk hold, men først og fremmest at dygtiggøre sig fagligt og lokalt. Han var meget taknemmelig for den mulighed han havde fået tildelt. Han var i øvrigt et lysende talent på fodboldbanen og bestemt et navn vi fremad holder øje med. En meget spændende dag.
12/4-14/4-17: Vi havde som så mange andre gange booket safari på Kingfisher lodge, QENP. Vi havde glædet os rigtig meget til safari-turen, men var også en anelse bekymret! Maja kunne nemlig ikke finde sine safari-bukser (dem hun har haft på hver gang vi har set løver), så med en anelse uro begav vi os afsted på den 5 timer lange køretur. Uroen blev forstærket, da vi passerede Lake Mburu (hvor vi altid har set zebraer). Her var nemlig ikke skyggen af dyr, da der er kommet betydelig flere mennesker omkring hovedvejen. Flere mennesker= flere huse= mindre dyr. Det er tydeligt at se, der er sket noget. Flere og flere er begyndt at holde geder eller malkekvæg som besætning, så der er opsat hegn hele vejen langs hovedvejen. Det betyder naturligvis, at dyrene ikke længere kan krydse området. Uganderne er stadig ca. 100 år bagefter. I DK er vi i gang med den sidste nedgravning af elmaster - i Uganda sætter man dem op. Det var tydeligt at se, at strømmen var kommet til vest, hvor den førhen var centreret omkring de store byer. Vi ankom endelig til lodgen, og sørme om ikke Julius kunne genkende os! Stedet lignede sig selv og vi fik (som sædvanligt) løvehytten! Efter et par dejlige timer i poolen satte regnen ind og tvang os indendørs. Det var desværre ikke kun os der syntes vi skulle indenfor. Vi fik derfor besøg af en kæmpe stor edderkop (lige over Majas seng) Galant som Jesper er gik han i mørket op i receptionen (for den kunne jo være giftig). Ind ad døren kom Uganda police med maskingevær - spørg lige om drengene fik en på opleveren. Vi var faktisk ret enige om, at han ville pløkke den ned, men han valgte i stedet at tilkalde hjælp. Ind kom nu en noget mindre mand.......med en støvkost. Han stak støvkosten op i fjæset på edderkoppen, hvorefter den trygt løb op til kip. Sorry...but once it scared...it want come back! Lidt utrygge lagde Maja og drengene sig til at sove armeret med lommelygte og myggenettet godt stoppet ned om madrassen. Vi har siden grint noget af det....dagen efter vendte den tilbage, så helt bange var den altså ikke over en støvkost! Typisk Uganda. Vi havde dog en helt fantastisk safaritur - hvor vi både fik set leopard, løver (vi blev i bilen, for vi måtte ikke gå ud for mor Maja), Nil-varan, elefanter, hjorte, krokodiller, fugle, bøfler, vortesvin osv.. Det var helt fantastisk at være tilbage, men selve området og turismen var et sørgeligt syn. Det var forfalden og ikke opdateret. Vi fik vores helt egen bådtur, hvilket var rigtig dejlig. Vi fik en god guide med os, så turen blev helt speciel for os alle.
Fredag kom vi hjem til Masaka og tog til BBQ, hvor vi hyggede med Joan og de danske volontører. De havde i øvrigt lige været en tur over Tazanias grænse, da deres opholdstilladelse ikke ville gå i orden - igen typisk Uganda (visse ting ændrer sig ikke)
15/4-17: Vi havde aftalt med Salma (Jonatan pædagog i børnehaven), at hun skulle kigge forbi kl.13. Det var et dejligt frisk og livligt pust at møde hende. Salma arbejder nu på det lokale hospital. Hun er et livsstykke uden lige. Om eftermiddagen havde vi en aftale med Jane og hendes familie. Det blev en meget bevæget tur - med stor taknemmelighed for det vi og vores skønne familie har gjort for dem igennem de sidste 4 år. Janes ældste datter (Gloria) drømmer om at blive journalist i Europa og Grace vil gerne tage et sekretær kursus. De to mindste var blevet store og så rigtige sunde og raske ud. Jane bor ikke længere i det hus vi i sin tid renoverede. Grunden hertil er, at der for et stykke tid siden var et meget voldsomt jordskælv som lavede sætningsrevner i murværket samt ødelagde taget. Da det pt er regnsæson i Uganda er det ikke forsvarligt at bo der. Hun er derfor flyttet ned i et hus, hvor hun altid har haft sine dyr gående - meget passende, da damen for ½ år siden døde. Derfor stod huset ubeboet. Den døde dames familie ønsker ikke at overtage huset, men pga lovgivningen i Uganda kan huset først formelt set overgå til Jane 1 år efter bisættelsen. Jane håber derfor, at familien ønsker, at hun skal overtage det, så de har et permanent sted at bo. Jane havde fået en hund, som bare hed hund. Det syntes vi var meget mærkeligt, så den blev hurtig døbt Mama Susanne :)
16/4-17: Sidste dag i Masaka skulle selvfølgelig starte med 4 timers regn, men så fik vi da pakket kufferterne. Dagen gik med at hygge ved poolen fra middagstid, hvor solen brød frem. Kl.16.30 blev vi hentet af Moses, som skulle køre os til lufthavnen. Han havde lige et sted i Entebbe, hvor vi skulle spise. Hvad han ikke lige havde i mente var, at det var påskedag, så alle ugandere var ude. Vi fik en på opleveren i det nye store indkøbscenter på Café Java. Hurtig betjening og lækker mad...og så afsted til lufthavnen. Her fik vi topservice. Vi blev nemlig stemplet som "grønne", dvs. personer man skulle tage hensyn til (vi ved stadig ikke hvorfor). Men vi blev i gaten gelejdet ud i et VIP område, så vi ikke skulle sidde med de andre. Vi kom også først på flyet, det synes vi var en meget sjov oplevelse. Inden det havde vi dog lige noget at hilse på Carsten (UCC) gennem ruden, da han ankom med det fly vi skulle hjem med.
Det har været fuldstænidg (undskyld mit sprog) fucking fantastisk at være tilbage. Drengene er vokset, og vi andre er bare ekstremt taknemmelige.
Tak til svigermor og svigerfar for pasning af Olli. Tusind tak til vores eminent dejlige naboer Heidi og Kevin som tog sig af besætningen. Uden jer havde turen ikke været muligt. Vi er taknemmelige for, at I brugte jeres påske på at hjælpe os!
Roger over - bogen er lukket!
