søndag den 23. april 2017

Gensynstur til Uganda

Wow....4 år!
I 3½ år har vi snakket om skal/skal ikke, skal/skal ikke.....Overvejelsen var faktisk slet ikke så svær. Det viste sig nemlig, at det ikke kun var os (altså mine forældre, Jesper og jeg) men i særdeleshed vores drenge Lasse og Jonatan, som havde brug for at få genopfrisket Masaka, Uganda, 10 måneders rejse til den sydlige halvkugle.
Så tilbage i oktober 2016 besluttede vi os for at booke flybilletter og bestille overnatning i Masaka. Vi var klar over, at vi ikke kunne komme til at bo i "vores" hus, da det var blevet til volontørbolig, men det kunne også gøre det at bo i Fam. Jespersens hus ved "Bandaen" (så var vi da tættere på poolen). Det viste sig dog, at volontørerne skulle flytte ned i huset, da "vores" hus var udlejet til nogle sydafrikanere, så pludselig stod vi og skulle bo i Fam. Klits "banda". Den store runde banda ved poolen (det var faktisk endnu bedre)
Endnu bedre var også, at flybilletterne var fantastisk billige, så det hele blev lige pludselig virkelig. Booket var banda og fly. De sidste forberedelser måtte vente til februar måned, da vi lige skulle have tjekket vores vacciner. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke turde rejse uden meningokok vaccinen, så vi måtte alle afsted til lægehuset og stikkes (vi havde dog lovet børnene, at de ikke skulle stikkes de næste mange år). Men som mange af jer ved er vores drenge total seje, så vaccinen blev taget i stiv arm. Værst var det for mor Maja, som havde forsømt sin stivkrampe og derfor måtte stikkes i begge arme.
Der kom styr på vacciner, dyre/gårdpasning, pas osv. Tilbage var bare at glæde sig. Påsken 2017 kunne bare komme an!

6/4-17 var så dagen hvor vi mødtes i Billund lufthavn for at tage rejsen mod Amsterdam/Kigali/Entebbe. Far Per var lettere bekymret, da han havde læst at mange flyselskaber strejkede omkring påsken, men vi kom nu fint af sted. Flyet måtte dog lige afrimes i Billund og airconditionen i flyet fra Amsterdam måtte lige tjekkes efter. Godt 1 time forsinket kom vi på vingerne fra Amsterdam og satte kursen mod den sydlige halvkugle.
Kl. 23.00 lokaltid (1 time foran) ankom vi til Entebbe og måtte derefter pænt stille os i kø til Visum. Her viste det sig, at lufthavnen havde udviklet sig siden sidst. Man kunne nemlig have bestilt det online (det var der bare ingen der vidste), så alle måtte pænt stille sig i kø til manuel betaling. Derfor sad 2 mænd og så meget travle ud (de havde ingen passagerer) og vi andre måtte pænt stille os i kø og takle varmen. Vi kom dog forholdsvis nemt ind. Maja blev udspurgt om vi nu kun var der som turister denne gang! Moses (CCD´s manager) havde pænt ventet udenfor lufthaven og var oprigtig glad for at se os. Det var et glædeligt gensyn. Han kørte os hen til Entebbe backpackers, hvor vi skulle overnatte før turen gik til Masaka. Vi fik ca. 4½ times søvn før vi stod op.




7/4-17: ca. kl.7.00 (her var det blevet lyst - husk på det hedder 12/12) satte vi kursen mod Masaka og morgenmad på Café Frikadellen. Turen var rigtig fin og vejen fra Kampala (hovedstaden) til Masaka var blevet færdig renoveret og var rimelig sikker.
Efter en god frokost blev vi udstyret med en bil og kørte mod Banda lodge. Her fik vi os indlogeret og så hed det ellers afslapning og pool til aften, hvor vi skulle til BBQ på caféen kl.18.00. Vi gik forholdsvis tidligt i seng, da vi ikke rigtig havde fået sovet.

8/4-17: efter en god nats søvn bestemte vi os for at køre en tur ned i byen for at se til butikkernes stand og markedet (og vi skulle jo have lidt til køleskabet - udover det medbragte rugbrød, spegepølse, ost osv). Susanne og Per havde aldrig været nede på gade 2, den vi kalder kjolegaden, så vi parkerede oppe ved banken og gik en tur ned på gaden. Efter en slentrer tur (uden at købe noget), tog vi på markedet for at handle gulerødder, tomater, ananas, bananer, avokadoer, løg osv. Det viste sig hurtigt at vi ikke havde glemt, hvordan man gør, så vi gik derfra meget tilfredse. Dog var markedet noget tyndt, da der åbenbart om lørdagen er et stort marked et andet sted i Masaka - pyt, vi fik fat i det mest nødvendige. Resten af dagen brugte vi i Banda området og ved poolen.

9/4-17: I dag startede vi ved poolen, da det var meget varmt. Her faldt vi i snak med nogle danskere som var knyttet til fodboldakademet i Nyendo (opstartet af en lokal ung fyr, samt den mandlige lærer som overtog efter os) Her fik vi hurtig en aftale i stand, da vi havde flere par fodboldstøvler samt benskinner med i sponsor-kufferterne. Senere på dagen besluttede vi os for at tage en tur ud til babyhjemmet. Her var det Mama Rose, Sarah og Helen som tog imod os. Det var dejligt at blive genkendt. De fleste af børnene fra vores tid er blevet adopteret til USA, Europa og internt i Uganda. Således var der kun 3 børn tilbage fra  2013. Handicappede Hope, René og Lines Yasin (som også har et handicap) samt Priscilla. På babyhjemmet huser man lige nu 24 børn, og de fleste af dem er under 5 år. Vi ved fra Moses, at man overvejer at starte endnu et børnehjem op, da der er behov for pladsen på babyhjemmet til babyer og ikke skolebørn. Børnene fik en masse nyt tøj, bamser (sponseret fra Majas forældres naboer) samt en stor pose slikpinde. Det hele bragte- som altid, stor glæde hos børnene og vi havde et par dejlige timer derude. Det var meget tydeligt, at de legeredskaber og den sandkasse vi i sin tid byggede og satte op trænger til en renovering. Moses fortæller, at der er bestilt maling til legeredskaberne, så de igen kan se indbydende ud for børnene derude. Dagen afsluttede med mad fra cafeen og nogen fik vist stillet sulten mere end andre:)





10/4-17: Majas forældre besøgte tilbage i 2013 deres sponsorbarn på Cornerstone pri school. Det havde de fået lavet en aftale om igen. Derfor tog vi alle med CDD´s socialrådgiver Betty ud på en længere køretur til skolen. Med i bagagen havde vi 2 kufferter fyldt med børnetøj og sko (sponseret af naboer og kollegaer) Efter de meget formelle besøg rundt omkring i klasserne, hvor vi skal bydes velkommen med sang og stående undervisning kunne vi få lov til at sige hej til "Grace" samt uddele det medbragte tøj. Frem kom de mest trængende børn, som ikke har ret meget. Det var meget stort at få lov til at dele ud af alle vores almisser til dem der virkelig havde brug for det. Derefter tog vi hjem til Grace for at dele flere gaver ud til hende og hendes familie. Denne gang var vi ventet modsat i 2013, hvor vi kom på et overraskelsesbesøg. Begge forældre var derfor klædt i deres fineste tøj og parate til at fortælle om deres land samt give en rundvisning.
Som afslutning på hele besøget fik vi overrakt en stor pose bønner samt deres bedste hane. Det faldt ikke i god jord hos Mor Maja (Susanne), som overhovedet ikke havde lyst til at tage noget fra de meget fattige. Men Betty fik os forklaret, at det var deres måde at takke os på for al den hjælp vi giver i forbindelse med sponsorat til Grace´s skolegang. Majas forældre er også gode til at sende gaver/mad i løbet af året, så familien føler sig meget velsignet. Hjem kørte vi altså med en stor pose bønner samt en levende hane. Vi blev ret hurtig enige om, at det kunne Jane få. Hende havde vi nemlig hyret til at lave chips og hendes berømte bønnesovs. Hun gik derfor og puslede i bandaen. Hun blev noget overrakset, da hun fik overrakt en pose bønner samt en levende hane. Den blev ret hurtig døbt Lasse, da det var ham der overrakte den til hende. Vi spurgte hende om den skulle slagtes eller indgå i avl - den skulle bestemt ikke slagtes :)




11/4-17: En dag specielt drengene havde glædet sig til. Vi havde fået kontakt med en dansker som havde overtaget projeket med fodboldakamiet; El Campio Academy. Projektet startede i sin tid af en lokal ung fyr på 18 år, som altid har set fodbolden som en vej ud af slummen. Ibrahim var enormt inspirerende og lytte til, og havde helt klart nogle drømme og mål for projektet. For 4 år siden fik han hjælp af vores mandlige efterfølger, som hjalp ham igang med opstarten. Ideen bag er ret simpel: håbet er at få unge "gadebørn"/fattige i skole, som helt ekstraordinært har et talent for fodbold. I en omkreds af ca. 100km spejder de efter unge som kan kobles til skolen og projektet. De tilbyder dem en gratis uddannelse både fagligt men også sportsligt. Hvis ikke børnene slår til på det ene eller andet plan, så finder man en løsning til dem internt. Således mødte vi en ung fyr, som ikke havde fodboldtalentet, men derimod fik tilbudt en uddannelse indenfor fysioterapi. Vi fik en meget fin rundvisning af en af de yngste medlemmer Allah Mohammed (8år), hans store drøm var selvfølgelig at spille for et europæisk hold, men først og fremmest at dygtiggøre sig fagligt og lokalt. Han var meget taknemmelig for den mulighed han havde fået tildelt. Han var i øvrigt et lysende talent på fodboldbanen og bestemt et navn vi fremad holder øje med. En meget spændende dag.




12/4-14/4-17: Vi havde som så mange andre gange booket safari på Kingfisher lodge, QENP. Vi havde glædet os rigtig meget til safari-turen, men var også en anelse bekymret! Maja kunne nemlig ikke finde sine safari-bukser (dem hun har haft på hver gang vi har set løver), så med en anelse uro begav vi os afsted på den 5 timer lange køretur. Uroen blev forstærket, da vi passerede Lake Mburu (hvor vi altid har set zebraer). Her var nemlig ikke skyggen af dyr, da der er kommet betydelig flere mennesker omkring hovedvejen. Flere mennesker= flere huse= mindre dyr. Det er tydeligt at se, der er sket noget. Flere og flere er begyndt at holde geder eller malkekvæg som besætning, så der er opsat hegn hele vejen langs hovedvejen. Det betyder naturligvis, at dyrene ikke længere kan krydse området. Uganderne er stadig ca. 100 år bagefter. I DK er vi i gang med den sidste nedgravning af elmaster - i Uganda sætter man dem op. Det var tydeligt at se, at strømmen var kommet til vest, hvor den førhen var centreret omkring de store byer. Vi ankom endelig til lodgen, og sørme om ikke Julius kunne genkende os! Stedet lignede sig selv og vi fik (som sædvanligt) løvehytten! Efter et par dejlige timer i poolen satte regnen ind og tvang os indendørs. Det var desværre ikke kun os der syntes vi  skulle indenfor. Vi fik derfor besøg af en kæmpe stor edderkop (lige over Majas seng) Galant som Jesper er gik han i mørket op i receptionen (for den kunne jo være giftig). Ind ad døren kom Uganda police med maskingevær - spørg lige om drengene fik en på opleveren. Vi var faktisk ret enige om, at han ville pløkke den ned, men han valgte i stedet at tilkalde hjælp. Ind kom nu en noget mindre mand.......med en støvkost. Han stak støvkosten op i fjæset på edderkoppen, hvorefter den trygt løb op til kip. Sorry...but once it scared...it want come back! Lidt utrygge lagde Maja og drengene sig til at sove armeret med lommelygte og myggenettet godt stoppet ned om madrassen. Vi har siden grint noget af det....dagen efter vendte den tilbage, så helt bange var den altså ikke over en støvkost! Typisk Uganda. Vi havde dog en helt fantastisk safaritur - hvor vi både fik set leopard, løver (vi blev i bilen, for vi måtte ikke gå ud for mor Maja), Nil-varan, elefanter, hjorte, krokodiller, fugle, bøfler, vortesvin osv.. Det var helt fantastisk at være tilbage, men selve området og turismen var et sørgeligt syn. Det var forfalden og ikke opdateret. Vi fik vores helt egen bådtur, hvilket var rigtig dejlig. Vi fik en god guide med os, så turen blev helt speciel for os alle.
Fredag kom vi hjem til Masaka og tog til BBQ, hvor vi hyggede med Joan og de danske volontører. De havde i øvrigt lige været en tur over Tazanias grænse, da deres opholdstilladelse ikke ville gå i orden - igen typisk Uganda (visse ting ændrer sig ikke)

















15/4-17: Vi havde aftalt med Salma (Jonatan pædagog i børnehaven), at hun skulle kigge forbi kl.13. Det var et dejligt frisk og livligt pust at møde hende. Salma arbejder nu på det lokale hospital. Hun er et livsstykke uden lige. Om eftermiddagen havde vi en aftale med Jane og hendes familie. Det blev en meget bevæget tur - med stor taknemmelighed for det vi og vores skønne familie har gjort for dem igennem de sidste 4 år. Janes ældste datter (Gloria) drømmer om at blive journalist i Europa og Grace vil gerne tage et sekretær kursus. De to mindste var blevet store og så rigtige sunde og raske ud. Jane bor ikke længere i det hus vi i sin tid renoverede. Grunden hertil er, at der for et stykke tid siden var et meget voldsomt jordskælv som lavede sætningsrevner i murværket samt ødelagde taget. Da det pt er regnsæson i Uganda er det ikke forsvarligt at bo der. Hun er derfor flyttet ned i et hus, hvor hun altid har haft sine dyr gående - meget passende, da damen for ½ år siden døde. Derfor stod huset ubeboet. Den døde dames familie ønsker ikke at overtage huset, men pga lovgivningen i Uganda kan huset først formelt set overgå til Jane 1 år efter bisættelsen. Jane håber derfor, at familien ønsker, at hun skal overtage det, så de har et permanent sted at bo. Jane havde fået en hund, som bare hed hund. Det syntes vi var meget mærkeligt, så den blev hurtig døbt Mama Susanne :)


16/4-17: Sidste dag i Masaka skulle selvfølgelig starte med 4 timers regn, men så fik vi da pakket kufferterne. Dagen gik med at hygge ved poolen fra middagstid, hvor solen brød frem. Kl.16.30 blev vi hentet af Moses, som skulle køre os til lufthavnen. Han havde lige et sted i Entebbe, hvor vi skulle spise. Hvad han ikke lige havde i mente var, at det var påskedag, så alle ugandere var ude. Vi fik en på opleveren i det nye store indkøbscenter på Café Java. Hurtig betjening og lækker mad...og så afsted til lufthavnen. Her fik vi topservice. Vi blev nemlig stemplet som "grønne", dvs. personer man skulle tage hensyn til (vi ved stadig ikke hvorfor). Men vi blev i gaten gelejdet ud i et VIP område, så vi ikke skulle sidde med de andre. Vi kom også først på flyet, det synes vi var en meget sjov oplevelse. Inden det havde vi dog lige noget at hilse på Carsten (UCC) gennem ruden, da han ankom med det fly vi skulle hjem med.

Det har været fuldstænidg (undskyld mit sprog) fucking fantastisk at være tilbage. Drengene er vokset, og vi andre er bare ekstremt taknemmelige.
Tak til svigermor og svigerfar for pasning af Olli. Tusind tak til vores eminent dejlige naboer Heidi og Kevin som tog sig af besætningen. Uden jer havde turen ikke været muligt. Vi er taknemmelige for, at I brugte jeres påske på at hjælpe os!

Roger over - bogen er lukket!

torsdag den 11. juli 2013

Danmark er dejlig

Så er vi hjemme i DK igen. Det er mærkeligt, meget mærkeligt! Jeg skal se, om jeg kan gøre det forholdsvis kort, så I ikke kommer til at synes at indlægget bliver for langt. Men hvor skal jeg starte?

Lad os starte i Entebbe, for det var der vores eventyr sluttede. Efter et par hyggelige timer på Gately med Ruth, Elias, Esther og canadierne satte vi kursen mod lufthavnen tirsdag d. 25. juni. Vi ankom til lufthavnen og havde forberedt os på et helvede. Heldigvis viste det sig at være en positiv oplevelse, hvor alt bare fungerede, og hvor der var tjek på det hele. Vi kom nemt igennem bagageaflevering og immigrationsafdelingen. Det hele glider lidt nemmere når man fyrer et par lugandiske gloser af J I lufthavnen blev vi forholdsvis tidligt gelejdet ud til gaten, hvor vi kunne placere os selv på gulvet og få ungerne til at sove et par timer inden afgang. Kl. 00.00 lettede flyet mod Bruxelles og flyturen gik let – selvom den var lang. Kl. 01.15 kom stewardesserne med aftensmad, måske en lidt sen aftensmad, men hvem siger nej til gratis mad, så der sad vi med sovende unger og spiste stærk oksekød og nudler med en kold rødvin. Vi landede i Bruxelles 40 min før tid, hvilket vi var glade for, da tiden i lufthavnen ikke var for lang. Så vi havde lidt over 2 timer til at komme fra flyet igennem sikkerhedstjek, den store lufthavn og til den rigtige gate. I Bruxelles var vi ved at brække os over alle de ligegyldigheder som sprang os i øjnene. For mange er det et slaraffenland, men for os var det kontrasternes verden. Her havde vi lige forladt alle vores lokale venner til en uvis fremtid og 8 timer senere, så stod vi her med et udbud der var helt vild. Vi fandt hurtigt et lille fredeligt sted uden for mange neonlys og stressede forretningsfolk, hvor vi lige så stille kunne sidde og fordøje – fordøje de mange indtryk og savnet. Bruxelles viste sig fra sin bedste side, vejret var klart og solrigt. Vores humør blev dog hurtigt ødelagt, da damen i skranken kunne annoncere, at der var fejl på flyet, så vi ville blive 1 time forsinket. Ikke sjovt når man står med orange billetter og ventende gæster i lufthavnen og på banegården. Det viste sig dog hurtigt, at det var en mindre fejl, som de kunne rette op på forholdsvis hurtigt, så afgangen blev kun 15 min forsinket. På vej mod København slog det os pludseligt, at vi faktisk snart var hjemme. VILDT. Denne dag havde vi set frem til så længe og alligevel sad vi her med en kæmpe klump i maven og længtes efter AFRIKA. I lufthavnen blev denne klump dog hurtigt afløst af glæde, da vi så mormor og morfar samt Jesper kusine i lufthavnen med flag. Efter et kort ophold og en kold bajer, kunne vi sætte os i toget mod Vejle, hvor vi vidste at det meste af familien ville stå og tage imod os. Lasse og Jonatan tog sig en lille lur i toget, og vi andre sad og fordøjede endnu flere indtryk. Vi var ved at være godt trætte, da det kun var børnene der havde sovet ordentligt i flyet.
Sidste familie billede ved ækvator

Fra Brussel til CPH

 
Vel fremme på banegården kunne vi hilse på familie og venner, som var mødt frem med flag. Tusind tak alle sammen, det var super dejligt. Kursen blev nu sat mod Kollemorten, hvor de sidste ventede på os. Vi havde længe set frem til de bestilte røde pølser, men det syn der mødte os i gårdspladsen, havde vi ikke regnet med. Jespers mor og far havde lejet en pølsevogn, så der var pølser i lange baner og i mange forskellige afskygninger. Tusind tak, det var en stor overraskelse. Tusind tak til alle jer der mødte frem, familie, naboer, venner og kollegaer. I aner ikke, hvor glade I har gjort os. Vi føler os så velkomne og holdt af! Vi havde nogle hyggeligt timer på terrassen og vejret holdt heldigvis, så vi kunne sidde ude til langt ud på aftenen.


Helle tog imod os i lufthavnen
Pølsevogn og velkomstskilt, så føler man sig elsket

Dejlig overraskelse

Dannebrog og det Ugandiske flag

 

 
Men hvordan er det så at komme hjem? Svært, meget svært for børnene. Der er tusind ting at forholde sig til og tage stilling til. Det tager tid, rigtig lang tid, for der er så meget vi ikke har skullet tage ansvar for og stilling til. Ungerne har haft ekstremt svært ved at finde ud af dagligdags ting som at tænde vandet i vandhanerne, finde det rigtige værelse og huske at tage jakker og sko på når man forlader huset. Snakke dansk eller snakke engelsk. Savnet af venner i Uganda og glæden over at se nye venner i DK. Torsdag var Lasse et smut forbi sin klasse, det var rigtig godt både for ham og for klassekammeraterne. Nu glæder han sig bare til at lege sammen med dem. Efter et smut på kommunen for at melde os hjemme i det danske samfund, tog vi et smut ud til mormor og morfar, hvor Lasse og Jonatan skulle overnatte. Hjemkomsten har dog været en del sværere for Jonatan end forventet, så han måtte med hjem til Kollemorten, da han har svært ved at undvære sin mor og far. Lasse havde en skøn dag, aften og nat hos sin mormor og morfar alt imens vi andre tog imod vores canadiske venner, som skulle komme og overnatte 2 nætter. Fredag tog canadierne et smut i Legoland, imens vi besøgte vores arbejde i Brande for at hilse på kollegaer og elever. Det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen. Fredag aften kom Lasse hjem fra overnatning, og canadierne kom hjem til en sidste hyggelig aften sammen med os. Lørdag middag rejste de videre mod Ålborg, hvor de skulle overnatte en enkelt nat inden de fortsatte mod Sverige for at besøge noget familie. Vi kommer til at savne vores canadiske venner rigtig meget, og håber, at vi engang får muligheden for at besøge dem i Vancouver.
Ken og pigerne bygger Lego
 

Jonatan og Lasse er glade for deres nye kaniner



Jonatan spiller fodbold
 
Søndag skulle Lasse holde en lidt forsinket fødselsdag for sin familie og vores dejlige naboer. Vi havde en rigtig skøn dag sammen med alle dem vi holder af, og ikke mindst Lasse nød at spille fodbold igen. Dagen sluttede da også af med overnattende gæster, da Ida og Kasper rigtig gerne ville blive og sove, så vi fik hurtig arrangeret grillhygge med vores ynglings naboer. Pizza på grill og Verdi – det har vi savnet!
Lasse pakker gaver op
Familiehygge i den nye sofa
Ungerne i køkkenet
Sarah og Lasse prøver at styre Flip

I denne uge har vi været i svømmehal, på naturlegeplads, i Bilka, besøgt Irli, på besøg hos Jonatans børnehave, på landsskuet i Herning, i Legoland og sikkert flere ting som jeg har glemt. Vi har travlt – det er dejligt! Nå ja, og så er kaninerne jo kommet, killingerne er besøgt og i hele uge 28 tager vi på tur rundt i det danske. Søndag til tirsdag var vi i sommerhus med Jespers familie, og torsdag til lørdag tager vi den obligatoriske tur til Juelsminde Havnefest.
Jonatan fik en tur på gravkoen
Hygge ved vesterhavet
 
Som dog blev en våd fornøjelse for Lasse og Faster, som ikke lige kunne stoppe imens legen var god

Jonatan hygger på bedstefar

Lasse på gravkoen

I kan nok høre, at vi er kommet ind i en daglig (travl) rytme igen. Når vi når uge 29, skruer vi dog lidt ned for blusset, og håber at nogle af alle de tilbud, som vi har fået om legeaftaler og grillaftener stadig står ved magt. Programmet for resten af sommeren er i hvert fald begrænset, og vi glæder os til, at vi endelig kan ånde lidt op igen, og nyde, at vi er kommet hjem til et dejligt hus, dejlige dyr og en dejlig omgangskreds.

Tak fordi I læste med. Det har været befriende at kunne skrive igennem de sidste 10 måneder, men alt har en ende og her slutter vores afrikanske eventyr.