Danmark er dejlig

Så er vi hjemme i DK igen. Det er mærkeligt, meget mærkeligt! Jeg skal se, om jeg kan gøre det forholdsvis kort, så I ikke kommer til at synes at indlægget bliver for langt. Men hvor skal jeg starte?

Lad os starte i Entebbe, for det var der vores eventyr sluttede. Efter et par hyggelige timer på Gately med Ruth, Elias, Esther og canadierne satte vi kursen mod lufthavnen tirsdag d. 25. juni. Vi ankom til lufthavnen og havde forberedt os på et helvede. Heldigvis viste det sig at være en positiv oplevelse, hvor alt bare fungerede, og hvor der var tjek på det hele. Vi kom nemt igennem bagageaflevering og immigrationsafdelingen. Det hele glider lidt nemmere når man fyrer et par lugandiske gloser af J I lufthavnen blev vi forholdsvis tidligt gelejdet ud til gaten, hvor vi kunne placere os selv på gulvet og få ungerne til at sove et par timer inden afgang. Kl. 00.00 lettede flyet mod Bruxelles og flyturen gik let – selvom den var lang. Kl. 01.15 kom stewardesserne med aftensmad, måske en lidt sen aftensmad, men hvem siger nej til gratis mad, så der sad vi med sovende unger og spiste stærk oksekød og nudler med en kold rødvin. Vi landede i Bruxelles 40 min før tid, hvilket vi var glade for, da tiden i lufthavnen ikke var for lang. Så vi havde lidt over 2 timer til at komme fra flyet igennem sikkerhedstjek, den store lufthavn og til den rigtige gate. I Bruxelles var vi ved at brække os over alle de ligegyldigheder som sprang os i øjnene. For mange er det et slaraffenland, men for os var det kontrasternes verden. Her havde vi lige forladt alle vores lokale venner til en uvis fremtid og 8 timer senere, så stod vi her med et udbud der var helt vild. Vi fandt hurtigt et lille fredeligt sted uden for mange neonlys og stressede forretningsfolk, hvor vi lige så stille kunne sidde og fordøje – fordøje de mange indtryk og savnet. Bruxelles viste sig fra sin bedste side, vejret var klart og solrigt. Vores humør blev dog hurtigt ødelagt, da damen i skranken kunne annoncere, at der var fejl på flyet, så vi ville blive 1 time forsinket. Ikke sjovt når man står med orange billetter og ventende gæster i lufthavnen og på banegården. Det viste sig dog hurtigt, at det var en mindre fejl, som de kunne rette op på forholdsvis hurtigt, så afgangen blev kun 15 min forsinket. På vej mod København slog det os pludseligt, at vi faktisk snart var hjemme. VILDT. Denne dag havde vi set frem til så længe og alligevel sad vi her med en kæmpe klump i maven og længtes efter AFRIKA. I lufthavnen blev denne klump dog hurtigt afløst af glæde, da vi så mormor og morfar samt Jesper kusine i lufthavnen med flag. Efter et kort ophold og en kold bajer, kunne vi sætte os i toget mod Vejle, hvor vi vidste at det meste af familien ville stå og tage imod os. Lasse og Jonatan tog sig en lille lur i toget, og vi andre sad og fordøjede endnu flere indtryk. Vi var ved at være godt trætte, da det kun var børnene der havde sovet ordentligt i flyet.

Sidste familie billede ved ækvator

Fra Brussel til CPH

 

Vel fremme på banegården kunne vi hilse på familie og venner, som var mødt frem med flag. Tusind tak alle sammen, det var super dejligt. Kursen blev nu sat mod Kollemorten, hvor de sidste ventede på os. Vi havde længe set frem til de bestilte røde pølser, men det syn der mødte os i gårdspladsen, havde vi ikke regnet med. Jespers mor og far havde lejet en pølsevogn, så der var pølser i lange baner og i mange forskellige afskygninger. Tusind tak, det var en stor overraskelse. Tusind tak til alle jer der mødte frem, familie, naboer, venner og kollegaer. I aner ikke, hvor glade I har gjort os. Vi føler os så velkomne og holdt af! Vi havde nogle hyggeligt timer på terrassen og vejret holdt heldigvis, så vi kunne sidde ude til langt ud på aftenen.

Helle tog imod os i lufthavnen

Pølsevogn og velkomstskilt, så føler man sig elsket

Dejlig overraskelse

Dannebrog og det Ugandiske flag

 

 

Men hvordan er det så at komme hjem? Svært, meget svært for børnene. Der er tusind ting at forholde sig til og tage stilling til. Det tager tid, rigtig lang tid, for der er så meget vi ikke har skullet tage ansvar for og stilling til. Ungerne har haft ekstremt svært ved at finde ud af dagligdags ting som at tænde vandet i vandhanerne, finde det rigtige værelse og huske at tage jakker og sko på når man forlader huset. Snakke dansk eller snakke engelsk. Savnet af venner i Uganda og glæden over at se nye venner i DK. Torsdag var Lasse et smut forbi sin klasse, det var rigtig godt både for ham og for klassekammeraterne. Nu glæder han sig bare til at lege sammen med dem. Efter et smut på kommunen for at melde os hjemme i det danske samfund, tog vi et smut ud til mormor og morfar, hvor Lasse og Jonatan skulle overnatte. Hjemkomsten har dog været en del sværere for Jonatan end forventet, så han måtte med hjem til Kollemorten, da han har svært ved at undvære sin mor og far. Lasse havde en skøn dag, aften og nat hos sin mormor og morfar alt imens vi andre tog imod vores canadiske venner, som skulle komme og overnatte 2 nætter. Fredag tog canadierne et smut i Legoland, imens vi besøgte vores arbejde i Brande for at hilse på kollegaer og elever. Det var rigtig hyggeligt at se dem alle igen. Fredag aften kom Lasse hjem fra overnatning, og canadierne kom hjem til en sidste hyggelig aften sammen med os. Lørdag middag rejste de videre mod Ålborg, hvor de skulle overnatte en enkelt nat inden de fortsatte mod Sverige for at besøge noget familie. Vi kommer til at savne vores canadiske venner rigtig meget, og håber, at vi engang får muligheden for at besøge dem i Vancouver.

Ken og pigerne bygger Lego

 



Jonatan og Lasse er glade for deres nye kaniner

Jonatan spiller fodbold
 

Søndag skulle Lasse holde en lidt forsinket fødselsdag for sin familie og vores dejlige naboer. Vi havde en rigtig skøn dag sammen med alle dem vi holder af, og ikke mindst Lasse nød at spille fodbold igen. Dagen sluttede da også af med overnattende gæster, da Ida og Kasper rigtig gerne ville blive og sove, så vi fik hurtig arrangeret grillhygge med vores ynglings naboer. Pizza på grill og Verdi – det har vi savnet!

Lasse pakker gaver op

Familiehygge i den nye sofa

Ungerne i køkkenet

Sarah og Lasse prøver at styre Flip

I denne uge har vi været i svømmehal, på naturlegeplads, i Bilka, besøgt Irli, på besøg hos Jonatans børnehave, på landsskuet i Herning, i Legoland og sikkert flere ting som jeg har glemt. Vi har travlt – det er dejligt! Nå ja, og så er kaninerne jo kommet, killingerne er besøgt og i hele uge 28 tager vi på tur rundt i det danske. Søndag til tirsdag var vi i sommerhus med Jespers familie, og torsdag til lørdag tager vi den obligatoriske tur til Juelsminde Havnefest.

Jonatan fik en tur på gravkoen

Hygge ved vesterhavet

 

Som dog blev en våd fornøjelse for Lasse og Faster, som ikke lige kunne stoppe imens legen var god

Jonatan hygger på bedstefar

Lasse på gravkoen

I kan nok høre, at vi er kommet ind i en daglig (travl) rytme igen. Når vi når uge 29, skruer vi dog lidt ned for blusset, og håber at nogle af alle de tilbud, som vi har fået om legeaftaler og grillaftener stadig står ved magt. Programmet for resten af sommeren er i hvert fald begrænset, og vi glæder os til, at vi endelig kan ånde lidt op igen, og nyde, at vi er kommet hjem til et dejligt hus, dejlige dyr og en dejlig omgangskreds.

Tak fordi I læste med. Det har været befriende at kunne skrive igennem de sidste 10 måneder, men alt har en ende og her slutter vores afrikanske eventyr.

Time to say goodbye

Puha, så kom vi til det sidste blogindlæg i Uganda. Tiden går meget langsomt og det er svært at finde ro. Vi er splittet i vores følelser og hjerter. Selvom vi glæder os ufattelig meget til at komme hjem, så har der i den forgangne uge været nogle rigtig svære farveller. Vi håber meget, at vi engang i fremtiden får muligheden for at komme og hilse på alle de dejlige mennesker, som vi har mødt hernede. Men for at det ikke bliver den samme smøre, så lad os tage et tilbageblik på vores sidste uge i Masaka, Uganda.

Mandag var en ganske almindelig arbejdsdag på skolen, og så alligevel ikke, for canadierne var der ikke. Men den danske undervisning kørte som normalt. Efter skoletid tog Jesper et smut ned på Valley View skole, det er den skole, hvor Pastor Thomas børn går. Han havde en aftale om at komme og følge undervisningen, og så havde han lovet børnene en bold. Da han kom derned omkring kl. 14, hvor undervisningen skulle starte, havde den lærer, han skulle følge ikke mere undervisning, så han fik i stedet lov til at følge viceinspektøren, som skulle have p6 til engelsk grammatik. Efter godt 15 mins venten (han skulle lige være færdig med at skrive af efter en elevbog), kunne de gå ned til klassen. Efter godt 50 minutters meget ensformig undervisning med direkte og indirekte tale havde Jesper dog fået nok, og ville lige så stille forlade klassen, men læreren fulgte med og efterlod børnene til sig selv. Det er svært at skrive, hvad det var der rent faktisk skete i den lektion Jesper fulgte, men lad os bare sige, at det på ingen måder var en engageret og motiverende lærer eleverne havde foran sig. Forskelsbehandlingen var også meget tydeligt, da der kun var 1 elev, som kunne svare på spørgsmålene, og hun skulle selvfølgelig have klapsalver for hver gang hun svarede rigtigt. En af de oplevelser, som er sjove at fortælle, men svær at skrive om.

Elever på Valley View

En lille abe i træet

 

Tirsdag havde Maja lovet at tage Jespers første time, da han skulle en tur med Jane på Nyendo marked. Så de tog en boda til markedet, hvor de fik handlet grønt og frugt ind. Nyendo marked minder rigtig meget om Vorbasse marked – bare værre! Jesper var den eneste Muzungu den dag, så der blev kigget noget og var han nu manden til hende Uganderen (Jane). So men overraskelse købte Jane og Jesper en fisk med hjem, som Jane lavede til et par flotte filetter. I skolen var sidste dag for amerikanerne og canadierne var igen tilbage i skolen, så det var sidste dag, hvor alle elever var der. Om eftermiddagen var Maja en tur på babyhjemmet, da de havde fået en ”lille”dreng, Yasin ind. René og Line ønskede at være hans faddere, så Maja var et smut ude for at tage billeder og se til hans tilstand. Yasin blev helt tilfældigt fundet af organisationen, da hans storebrors faddere var på besøg hjemme ved familien. Yasin er omkring 5-6 år, men har størrelse som en 2½-3 årig. Han blev indleveret med malaria og var i meget dårlig helbredstilstand. Han var i sin egen osteklokke og det var umuligt at få øjenkontakt med ham. Han reagerede ikke på kropsberøring og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Desuden kan han ikke gå, da han muligvis brækkede sine ben som lille, og da de aldrig er blevet sat sammen, har det bevirket, at Yasin aldrig har lært at gå. Han har intet sprog, da han aldrig er blevet stimuleret og han var meget fejlernæret. Vi krydser fingre for, at Yasin kommer til hægterne på babyhjemmet, hvor han nu skal være indtil han er nogenlunde normalt fungerende igen. Spørgsmålet er bare, om Yasin nogensinde kommer dertil. Om ikke andet, så får han det rigtig godt på babyhjemmet, hvor mødrene derude vil tage sig godt af ham. Vi er meget beæret over alle de bekendte, vi har derhjemme, som ønsker at hjælpe et fattigt/efterladt barn i Uganda. Efter flere henvendelser har vi været nød til at kontakte Carsten for at høre, om det var muligt, at Yasins 2 andre søskende også kunne få faddere, hvilket organisationen syntes var en rigtig god idé. Moderen bor alene med 4 børn (Yasin er dog på babyhjemmet nu), faderen forlod familien, da han var alkoholiker. De har et mudderhus, hvor hele den ene gavl er væk. De lever af 4 kartofler hver dag, som de vel at mærke skal dele. Moderen virker mindre intelligent og forstod slet ikke, hvad det var der skete, da Yasin blev hentet. Hun sad blot og grinte af det hele. Det er ufatteligt sørgeligt og desværre findes der 100000 af de familier hernede, og det virker til tider helt håbløst at hjælpe, for hvad er det man hjælper disse familier til. Har de overhovedet nogen fremtid? Det bliver svært at komme hjem til et dansk samfund, hvor folk brokker sig over det mindste. Vi har set det hårde liv i øjnene, og har virkelig fundet ind til, hvad der er vigtigt i livet.

Onsdag var en stille og rolig dag, der skete ikke det vilde. Vi var igen alene på skolen med de danske børn.

Jesper havde købt en fisk på markedet. Den fik vi tirsdag aften.

Maja og Yasin

Yasin er meget medtaget og har det ikke godt

En kæmpe krammer til en dejlig dreng

 



 Torsdag var canadiernes sidste dag i skolen. I billedkunst skulle vi have lavet heksen færdig til vores Sankt Hans/farvelfest søndag. Børnene syntes det var rigtig sjovt at lave den, og den er blevet rigtig fin –om end lidt stor! Om eftermiddagen havde vi inviteret Pastor Thomas og Junice på besøg til pandekager og kaffe. Junice skulle lære at lave danske pandekager, så hun blev sat i sving i køkkenet. Det var første gang, at hun lavede mad over et gaskomfur. Hun har kun et kulkomfur, så det tog lige lidt tid at finde ud af, hvordan det hele virkede. Pandekagerne blev dog rigtig fine, og på trods af Baby Carstens lidt dårlige humør, så havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev snakket om deres fremtidsdrømme. Pastor Thomas har fået foræret et stykke land ca. 30km fra Masaka i en by der hedder Matete. Der skal de nu til at bygge et hus, så de kan få deres eget. Vi håber meget, at vi kan komme tilbage og besøge dem i deres nye hus. Pastor Thomas blev informeret om de store muligheder for turisme ude i bushen, og det gav anledning til mange grin. Vi er spændte på, om han får etableret sin teltplads, og får sat Junice ind i, hvad hendes opgave bliver, når nu de skal starte Ugandas største turistattraktion! Vi kommer til at savne dem meget, da de har betydet rigtig meget for os. De har åbnet deres døre, hver gang vi har haft besøg, og vi har nydt godt af deres mange sjove (måske ikke helt sandfærdige) historier.

Junice og Maja i køkkenet

Baby Carsten gad ikke lege på gulvet, så han måtte op i afrikanerstillingen

Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt.

Junice med en sovende Carsten på ryggen

 





Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt.

Jonatan under en bananpalme

Jane blev glad for sine nye myggenet

Maja og ungerne møder vagten. Der gives honør

 

Fredagens BBQ

 

Lørdag hyggede vi med matoke og bønnesovs sammen med Jane. Hun har sidste arbejdsdag hos os på mandag, så vi havde inviteret hende med til frokosten. Hun var også et smut på apoteket for os, da vi skulle have fat i nogle malariatest og behandlinger i tilfælde af, at vi får malaria når vi kommer hjem. Om eftermiddagen tog vi til poolen, hvor der var godt gang i den. Poolområdet er blevet et lille pusterum for alle de hvide mennesker, som befinder sig i og omkring Masaka, så det var lidt svært at finde en plads. Men hyggeligt som altid. Om aftenen spiste vi vores sidste aftensmad på vores terrasse. Det er vildt mærkeligt, at det er ved at være slut. Strømmen gik omkring kl. 21.45 og ja…så kunne vi jo ligeså godt gå i seng!

Aberne i haven

 

 

Søndag var dagen, hvor vi skulle mødes i Banda området til Sankt Hans/farvelfest. Før det skulle vi dog lige have en sidste tur i poolen, så om formiddagen tog vi af sted for at få en sidste dukkert. Da vi kom tilbage til huset hjalp ungerne med at forberede noget af det mad, som vi skulle have med til festen om aftenen. Da klokken blev 16.30 satte vi kursen mod vores sidste fest i Masaka. De fleste medarbejdere fra organisationen, vores elever, forældre og andre hvide mennesker var mødt op for at sige farvel. Heldigvis blev det ikke så vemodigt, men derimod en hyggelig aften i godt selskab. Der var lækker grillmad, og der blev holdt nogle taler til os, Jacob og de 2 andre par, som forlader Masaka her i løbet af de næste par uger. Vi kan ikke sætte ord på, hvor taknemmelige vi er for at have fået denne mulighed. Vi er fyldt med så mange oplevelser, at det kommer til at tage rigtig lang tid at få styr på det hele. Nu glæder vi os til at komme hjem og få det hele på afstand, så vi rigtig kan tænke tilbage på alle de fantastiske oplevelser og personer, som vi har fået muligheden for at møde. Som afslutning på aftenen fik vi sendt heksen til Bloksbjerg med et ordentligt bål. 

Maja og Jonatan

Jonatan og Jesper

Udsigten fra bandaen

Det meste af familien med Salma

 

Familien Rowe fra USA

 

Maja og Salma

Familien Jespersen

Udsigten fra bandaen

Ken og Carina siger et par bevægende ord

Ungerne foran bålet

Bålet antændes

Der synges; "Vi elsker vort land" Til stor morskab for alle de udenlandske

Miriam og Jonatan tjekker bålet ud

De lokalansatte i UCC

Jesper med de store drenge

 

 

I dag er det mandag, og vi har haft vores sidste arbejdsdag i Masaka, Uganda. I aften skal vi ned at spise hos Ruth sammen med canadierne. Nu venter vi blot på, at tiden går, så vi kan komme til Entebbe og sætte os på flyveren mod Danmark. Vores eventyr er slut, men heldigvis har vi så ufattelig mange minder, som vil fylde resten af vores liv med dejlige tilbageblik.

This is the end – Hope to see you again Africa!

Vi vil om et stykke tid lave endnu et blogindlæg om, hvordan det så er at komme tilbage til Danmark. Det kan godt være, at der lige går 2 uger, da vi har ret mange planer det første stykke tid. Men vi lover at holde jer opdateret på vores nye liv!

Tak til alle dem der har fulgt med igennem de sidste 9½ måned, der har været op og nedture, men vi ved, at mange af jer trofast har fulgt med. Tusind tak til alle dem der på en eller anden måde har hjulpet med at gøre tingene klar til os, når vi på onsdag rammer dansk jord igen. I har ingen idé om, hvor meget det betyder for os. Tusind tak til alle dem der igennem de sidste 9½ måned har sendt opmuntrende mails, breve, pakker og beskrevet tingene derhjemme, og som bare har fortalt, hvor meget de holder af os!

Vi glæder os til at møde alle og enhver derhjemme igen.