Mandag var en ganske almindelig arbejdsdag på skolen, og så alligevel ikke, for canadierne var der ikke. Men den danske undervisning kørte som normalt. Efter skoletid tog Jesper et smut ned på Valley View skole, det er den skole, hvor Pastor Thomas børn går. Han havde en aftale om at komme og følge undervisningen, og så havde han lovet børnene en bold. Da han kom derned omkring kl. 14, hvor undervisningen skulle starte, havde den lærer, han skulle følge ikke mere undervisning, så han fik i stedet lov til at følge viceinspektøren, som skulle have p6 til engelsk grammatik. Efter godt 15 mins venten (han skulle lige være færdig med at skrive af efter en elevbog), kunne de gå ned til klassen. Efter godt 50 minutters meget ensformig undervisning med direkte og indirekte tale havde Jesper dog fået nok, og ville lige så stille forlade klassen, men læreren fulgte med og efterlod børnene til sig selv. Det er svært at skrive, hvad det var der rent faktisk skete i den lektion Jesper fulgte, men lad os bare sige, at det på ingen måder var en engageret og motiverende lærer eleverne havde foran sig. Forskelsbehandlingen var også meget tydeligt, da der kun var 1 elev, som kunne svare på spørgsmålene, og hun skulle selvfølgelig have klapsalver for hver gang hun svarede rigtigt. En af de oplevelser, som er sjove at fortælle, men svær at skrive om.
Elever på Valley View
En lille abe i træet
Tirsdag havde Maja lovet at tage Jespers første time, da han skulle en tur med Jane på Nyendo marked. Så de tog en boda til markedet, hvor de fik handlet grønt og frugt ind. Nyendo marked minder rigtig meget om Vorbasse marked – bare værre! Jesper var den eneste Muzungu den dag, så der blev kigget noget og var han nu manden til hende Uganderen (Jane). So men overraskelse købte Jane og Jesper en fisk med hjem, som Jane lavede til et par flotte filetter. I skolen var sidste dag for amerikanerne og canadierne var igen tilbage i skolen, så det var sidste dag, hvor alle elever var der. Om eftermiddagen var Maja en tur på babyhjemmet, da de havde fået en ”lille”dreng, Yasin ind. René og Line ønskede at være hans faddere, så Maja var et smut ude for at tage billeder og se til hans tilstand. Yasin blev helt tilfældigt fundet af organisationen, da hans storebrors faddere var på besøg hjemme ved familien. Yasin er omkring 5-6 år, men har størrelse som en 2½-3 årig. Han blev indleveret med malaria og var i meget dårlig helbredstilstand. Han var i sin egen osteklokke og det var umuligt at få øjenkontakt med ham. Han reagerede ikke på kropsberøring og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Desuden kan han ikke gå, da han muligvis brækkede sine ben som lille, og da de aldrig er blevet sat sammen, har det bevirket, at Yasin aldrig har lært at gå. Han har intet sprog, da han aldrig er blevet stimuleret og han var meget fejlernæret. Vi krydser fingre for, at Yasin kommer til hægterne på babyhjemmet, hvor han nu skal være indtil han er nogenlunde normalt fungerende igen. Spørgsmålet er bare, om Yasin nogensinde kommer dertil. Om ikke andet, så får han det rigtig godt på babyhjemmet, hvor mødrene derude vil tage sig godt af ham. Vi er meget beæret over alle de bekendte, vi har derhjemme, som ønsker at hjælpe et fattigt/efterladt barn i Uganda. Efter flere henvendelser har vi været nød til at kontakte Carsten for at høre, om det var muligt, at Yasins 2 andre søskende også kunne få faddere, hvilket organisationen syntes var en rigtig god idé. Moderen bor alene med 4 børn (Yasin er dog på babyhjemmet nu), faderen forlod familien, da han var alkoholiker. De har et mudderhus, hvor hele den ene gavl er væk. De lever af 4 kartofler hver dag, som de vel at mærke skal dele. Moderen virker mindre intelligent og forstod slet ikke, hvad det var der skete, da Yasin blev hentet. Hun sad blot og grinte af det hele. Det er ufatteligt sørgeligt og desværre findes der 100000 af de familier hernede, og det virker til tider helt håbløst at hjælpe, for hvad er det man hjælper disse familier til. Har de overhovedet nogen fremtid? Det bliver svært at komme hjem til et dansk samfund, hvor folk brokker sig over det mindste. Vi har set det hårde liv i øjnene, og har virkelig fundet ind til, hvad der er vigtigt i livet.
Onsdag var en stille og rolig dag, der skete ikke det vilde. Vi var igen alene på skolen med de danske børn.
Jesper havde købt en fisk på markedet. Den fik vi tirsdag aften.
Maja og Yasin
Yasin er meget medtaget og har det ikke godt
En kæmpe krammer til en dejlig dreng
Torsdag var canadiernes sidste dag i skolen. I billedkunst skulle vi have lavet heksen færdig til vores Sankt Hans/farvelfest søndag. Børnene syntes det var rigtig sjovt at lave den, og den er blevet rigtig fin –om end lidt stor! Om eftermiddagen havde vi inviteret Pastor Thomas og Junice på besøg til pandekager og kaffe. Junice skulle lære at lave danske pandekager, så hun blev sat i sving i køkkenet. Det var første gang, at hun lavede mad over et gaskomfur. Hun har kun et kulkomfur, så det tog lige lidt tid at finde ud af, hvordan det hele virkede. Pandekagerne blev dog rigtig fine, og på trods af Baby Carstens lidt dårlige humør, så havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev snakket om deres fremtidsdrømme. Pastor Thomas har fået foræret et stykke land ca. 30km fra Masaka i en by der hedder Matete. Der skal de nu til at bygge et hus, så de kan få deres eget. Vi håber meget, at vi kan komme tilbage og besøge dem i deres nye hus. Pastor Thomas blev informeret om de store muligheder for turisme ude i bushen, og det gav anledning til mange grin. Vi er spændte på, om han får etableret sin teltplads, og får sat Junice ind i, hvad hendes opgave bliver, når nu de skal starte Ugandas største turistattraktion! Vi kommer til at savne dem meget, da de har betydet rigtig meget for os. De har åbnet deres døre, hver gang vi har haft besøg, og vi har nydt godt af deres mange sjove (måske ikke helt sandfærdige) historier.
Junice og Maja i køkkenet
Baby Carsten gad ikke lege på gulvet, så han måtte op i afrikanerstillingen
Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt. 

Junice med en sovende Carsten på ryggen
Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt.
Jonatan under en bananpalme
Jane blev glad for sine nye myggenet
Maja og ungerne møder vagten. Der gives honør
Fredagens BBQ
Lørdag hyggede vi med matoke og bønnesovs sammen med Jane. Hun har sidste arbejdsdag hos os på mandag, så vi havde inviteret hende med til frokosten. Hun var også et smut på apoteket for os, da vi skulle have fat i nogle malariatest og behandlinger i tilfælde af, at vi får malaria når vi kommer hjem. Om eftermiddagen tog vi til poolen, hvor der var godt gang i den. Poolområdet er blevet et lille pusterum for alle de hvide mennesker, som befinder sig i og omkring Masaka, så det var lidt svært at finde en plads. Men hyggeligt som altid. Om aftenen spiste vi vores sidste aftensmad på vores terrasse. Det er vildt mærkeligt, at det er ved at være slut. Strømmen gik omkring kl. 21.45 og ja…så kunne vi jo ligeså godt gå i seng!
Aberne i haven
Søndag var dagen, hvor vi skulle mødes i Banda området til Sankt Hans/farvelfest. Før det skulle vi dog lige have en sidste tur i poolen, så om formiddagen tog vi af sted for at få en sidste dukkert. Da vi kom tilbage til huset hjalp ungerne med at forberede noget af det mad, som vi skulle have med til festen om aftenen. Da klokken blev 16.30 satte vi kursen mod vores sidste fest i Masaka. De fleste medarbejdere fra organisationen, vores elever, forældre og andre hvide mennesker var mødt op for at sige farvel. Heldigvis blev det ikke så vemodigt, men derimod en hyggelig aften i godt selskab. Der var lækker grillmad, og der blev holdt nogle taler til os, Jacob og de 2 andre par, som forlader Masaka her i løbet af de næste par uger. Vi kan ikke sætte ord på, hvor taknemmelige vi er for at have fået denne mulighed. Vi er fyldt med så mange oplevelser, at det kommer til at tage rigtig lang tid at få styr på det hele. Nu glæder vi os til at komme hjem og få det hele på afstand, så vi rigtig kan tænke tilbage på alle de fantastiske oplevelser og personer, som vi har fået muligheden for at møde. Som afslutning på aftenen fik vi sendt heksen til Bloksbjerg med et ordentligt bål.
Maja og Jonatan
Jonatan og Jesper
Udsigten fra bandaen
Det meste af familien med Salma
Familien Rowe fra USA
Maja og Salma
Familien Jespersen
Udsigten fra bandaen
Ken og Carina siger et par bevægende ord
Ungerne foran bålet
Bålet antændes
Der synges; "Vi elsker vort land" Til stor morskab for alle de udenlandske
Miriam og Jonatan tjekker bålet ud
De lokalansatte i UCC
Jesper med de store drenge
I dag er det mandag, og vi har haft vores sidste arbejdsdag i Masaka, Uganda. I aften skal vi ned at spise hos Ruth sammen med canadierne. Nu venter vi blot på, at tiden går, så vi kan komme til Entebbe og sætte os på flyveren mod Danmark. Vores eventyr er slut, men heldigvis har vi så ufattelig mange minder, som vil fylde resten af vores liv med dejlige tilbageblik.
This is the end – Hope to see you again Africa!
Vi vil om et stykke tid lave endnu et blogindlæg om, hvordan det så er at komme tilbage til Danmark. Det kan godt være, at der lige går 2 uger, da vi har ret mange planer det første stykke tid. Men vi lover at holde jer opdateret på vores nye liv!
Tak til alle dem der har fulgt med igennem de sidste 9½ måned, der har været op og nedture, men vi ved, at mange af jer trofast har fulgt med. Tusind tak til alle dem der på en eller anden måde har hjulpet med at gøre tingene klar til os, når vi på onsdag rammer dansk jord igen. I har ingen idé om, hvor meget det betyder for os. Tusind tak til alle dem der igennem de sidste 9½ måned har sendt opmuntrende mails, breve, pakker og beskrevet tingene derhjemme, og som bare har fortalt, hvor meget de holder af os!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar