Franck og Ravn i Masaka: januar 2013

Vi har helt glemt at fortælle om 2 ting fra sidste uge. Den ene lidt klam, og den anden rigtig irriterende!

For det første har vi i et stykke tid døjet med lidt lugt udenfor toilettet. Vi måtte derfor undersøge kloakken/tanken lidt nærmere, og den viste sig at være mere end godt fyldt. Faktisk så stod dækslet over niveau, og nedenunder lå der et ordentligt lag lort. Vi kontaktede selvfølgelige Ruth og Carsten, som viderestillede os til gartneren, som viderestillede os til Moses, som så endelig fik fortalt, at man faktisk har slamsugere hernede i Masaka. Fedt tænkte vi, og tog til Entebbe med Faster og Lars i troen om, at alt var bragt i orden, når vi kom hjem. Vi er nok lidt for meget optimister. Det var i hvert fald et morsomt syn der mødte os, da vi lørdag middag kørte ind ad porten. I vores have stod 2 Ugandere med hansker, alm. tøj og bare fødder. Deres redskab var en lang gummislange og en skovl. Jeps, sådan fjerner man lort fra en kloak hernede. Vigtigst er dog, at det hele virker igen, så kan man jo altid snakke om effektiviteten. Vi har stadig ikke fundet ud af, hvor de egentlig har smidt alt lorten hen. Måske det bare skal stå i det uvisseJ

Den anden ting er, at vi fik en ret træls besked af Moses for 1½ uge siden. Dvs. en god og en dårlig. Det ser nu endelig ud til, at alle vores arbejdstilladelser er gået i orden med papirer og stempler. Det er jo rigtig dejligt, så er vi her alle på lovlig vis. Jacob fik sågar udleveret sit pas og papirer. Desværre har immigrationskontoret smidt Majas pas væk, og de kan ikke lige finde det igen. Nå men det ser ud til, at alle hernede tager det ganske rolig. Maja er dog ved at gå ud af sit gode skind, og Uganderne har fået en masse knap så pæne gloser med på vej. Ind til videre afventer vi stadig, hvad næste skridt er i sagen. Moses snakkede med immigrationskontoret denne fredag, som kunne berette, at de nu endelig havde fundet min filmappe (i papirudgave), så nu kunne de spore, hvornår passet sidst var set. De lever stadig i troen på, at de nok skal finde det. Men Mutter her vil gerne snart have sit pas igen. Det ender nok med, at Maja skal med Moses en tur på ambassaden og have udstedt et nyt pas. Det koster temmelig meget hernede 420.000 shilling, det er lige under 1000kr. og et er sikkert, Maja betaler ikke selv. Det bliver ifølge Moses ikke helt nemt at overbevise immigrationskontoret om deres ansvar! Vi afventer stadig besked.

I denne uge har vi slappet meget af, vi laver faktisk ikke så forfærdelig meget andet, men vejret indbyder stadig ikke til andet end afslapning ved poolen når skolen er lukketJ Ungerne har nydt at komme ind i en normal hverdag igen, og de har ikke været til at slæbe hjem fra skolen. Alle børnene i skolen har leget så godt sammen, og selv Jonatan har vi ikke set meget til i ugens løb. Det ser ud til, at han endelig er ved at falde på plads hos Salma. Begge børn er ved at blive rigtig skrappe til at forstå og tale engelsk, det gør immervæk hverdagen meget nemmere for dem begge to. Det er dejligt at høre Lasse og Jonatan lege hjørneleg i matematik – og det foregår selvfølgelig på engelsk.

Lidt blomster fra Masaka

Tirsdag var vi inviteret til spis sammen aften nede ved poolen. Det var også sidste dag for Søren, som har været på besøg i et par uger. Det er anden gang, at Søren er hernede…mon vi ser ham igen inden vi tager hjem? Det var en hyggelig aften med grill og snobrød. Det er altid dejligt at være sammen med de andre danskere hernede.

Spis sammen hygge ved poolen

Lasse og Elias

Jonatan og Esther

I løbet af ugen har ungerne og Jesper bygget hule i haven. De hygger sig meget oppe i den hjemmelavede hængekøje. Vi hygger rigtig meget ude i haven lige for tiden. Der bliver hyppigt bagt snobrød over bålet.

Jonatan i hængekøjen

Lasse og Jonatan

Fredag havde drengene en overnatningsaftale med Elias, han skulle med hjem fra skole og blive til lørdag formiddag. De hyggede sig rigtig meget med leg, snolder og film. Desværre måtte vi sende Elias hjem kl. 23, da han var lidt ked af det. Nu har vi prøvet, og heldigvis kan de jo bare lege sammen i stedet.

Drengene leger meget med pinde for tiden.

I løbet af de sidste par uger er hundenes besøg blevet mere og mere stabile. Vi er nu ved at være ret sikre på, at de er flyttet ind hos os. Vi har derfor fået 2 hunde: 1 tæve og hendes 4 måneder gamle hvalp. Vi kalder dem Zimba og Puppy. Det er ret hyggeligt at have hund igenJ Vi skal dog ikke have hund, når vi kommer hjem. Men det er dejligt for ungerne at have nogen at lege med.

Zimba og Puppy

I torsdag lånte vi en badevægt af Fam. Jespersen, det var på tide at se, om det hele stod skidt til. Vi kom på vægten alle 4, og kunne konstatere, at det slet ikke var så slemt, som vi regnede med. Det fik Jane da helt ødelagt, da hun lørdag morgen fortalte os, at mange af de ugandiske ansatte i UCC havde snakket om, at vi havde taget lidt på (i deres øjne har vi været tynde, og for dem er det positivt, at vi har fået lidt fylde) Til det er der jo kun en ting at sige…vi laver ikke en skid, så vores muskler er nok blevet lidt slappe i det;-) Det er svært ikke at falde ned i tempo, og vores holdning er blevet væsentligt dårligere end den allerede var. Vi har derfor besluttet at motionere lidt, så vidt det nu er muligt. Ikke nemt i et land, hvor temperaturen midt på dagen sniger sig op på 55 grader i solen. Vi har dog fundet alle tiders stepbænk ude ved terrassen, og den skal nu bruges flittigt med et program, som Jesper har downloadet. Ja ja, vi er ikke rigtig kloge. Men folk skal nu ikke komme og sige, at vi er blevet fede;-)

Lørdag var også Jane (vores fantastiske hushjælps) fødselsdag. Vi (som i JaneJ) havde bagt en lille kage til hende og hendes 4 børn. Den ældste af Janes børn havde også fødselsdag. Jespers mor havde sendt en masse gamle sko og et par gummistøvler med herned, så det vakte stor jubel, da vi overrakte det til hende. Vi skypede til Majas mor og far, så Jane kunne få sne at se. Det kunne hun rigtig godt tænke sig at se i virkeligheden. Hmm…det bliver lidt svært!

Vores ophold hernede runder snart halvdelen af tiden. Der er stadig masser af ting, som vi mangler at suge til os. Men vi er også begyndt at savne nogle ting OG personer derhjemme. Om 2½ uge kommer Majas forældre på besøg igen, det glæder vi os alle naturligvis til..ikke mindst ungerne, som savner dem rigtig meget.

Vi kan mærke håndboldfeberen helt herned til Masaka, og ærgrer os gevaldigt over, at vi ikke kan følge med i det. Vi krydser fingre for de danske håndboldherrer, og håber, at I alle må få en dejlig finaledag i dag. Vi er SLET ikke misundelige. Vi vil se om vi kan skype, så vi kan se 1. halvleg…ja ja, det er det der med, at vi er optimister. Ellers må vi jo blot lytte til P3 (tak Houmark for at minde os på detJ)

Nå folks…poolen kalder, og det må være nok for denne gang!

Vi skrives ved….

En begivenhedsrig uge giver masser af stof til bloggen. Her kommer et sammendrag af det hele. Vi kan da starte med årstidsskiftet, for vi har ikke set regn i flere uger og temperaturen er op mod 30 grader næsten hver dag. Det er dejligt, men også varmt af og til. Vi er derfor ude i alle døgnets lyse timer og det er jo bare fantastisk. Faster og Lars nåede også lige at få det sidste sol med.

Endelig blev der taget hul på udearealerne på babyhjemmet. Jespers elever hjemme i Brande havde jo vundet et beløb til velgørenhed og det gik sammen med en anden donation til en legeplads for de forældreløse børn på babyhjemmet udenfor Masaka. Søren, som er repræsentant for den anden donation tager sammen med Lars første spadestik til den nye legeplads. Børnene var så spændte og nogle af dem tyvstartede lidt på forhånd.

Faster og Lars hjalp til derude, Lars svingede skovlen, mens Faster underholdte børnene, så de ikke gik så meget i vejen. De synes begge, det var fedt at gøre en forskel. Tak for hjælpen :-)

Faster kunne ikke få sig selv til at spise sin madpakke foran børnene, som fik lokal mad, så hun fortrak ud på vejen.

Hjemme i haven var Elias på besøg. Vores drenge nyder, når han er her :-)

Tirsdag aften var vi inviteret hjem til "pastor Thomas", som fungerer som sikkerhedschef. Hans job er at holde øje med, at vagterne gør deres job. Samtidig er han bare en fantastisk fyr, som har humor og viser interesse for vores liv og trivsel hernede. Vi var meget beærede over, at han inviterede os hjem, så vi glædede os til besøget.

Thomas foran sit hus, som er et af de bedre i byen. Han har Jespers grønne T-shirt på, som Jesper forærede ham dagen før. Selvom man er sikkerhedschef, er man ikke millionær.

Thomas og hans kone er oprindeligt fra Kenya, men er flygtet til Uganda pga. af uroligheder i Kenya for en del år siden. De har 5 drenge og havde også kort tid en lille pige. Hun blev født for tidligt og lå derfor i respirator. Strømmen på hospitalet svigtede hele tiden, og de kunne derfor ikke holde hende i live. Det gør ondt hele vejen ind, når Thomas fortæller historien med en tåre i øjenkrogen. Hvor er det bare ufattelig svært at forstå så primitive forhold.

Fra den lille stue kunne vi se ud bagved og fik os sneget ud i baggården og følte den hyggelige stemning omkring husene, hvor der blev lavet mad, vasket op og snakket på kryds og tværs. Det virkede som et godt naboskab. Thomas's drenge var i fuld gang med kul i små bunker, hvor de varmede vand, kogte sovs m.m. alt sammen til os Mzunguer. Vi spiste kl. 18, men der spiser de ikke normalt og maden var lavet til os, så vi skulle spise alene sammen med Thomas, resten af familien skulle ikke have noget. Så sidder vi der, os halvfede hvide mennesker og skal spise afrikanernes mad, mens de må stå ude bagved og vente på deres tur. Vi havde det skidt med det, men nød også den dejlige mad, for det var super lækkert. Vi fik en kødgryde, posho, ris, pasta, sauteret hvidkål, tykke pandekager og små bananer. Vi blev bedt om at spise op, men vi kunne ikke tømme gryderne. Vi håber virkelig familien fik glæde af resterne bagefter, for Thomas kunne fortælle, at de fik kød én gang hver 14. dag og pandekagerne en gang i måneden. Det gjorde jo ligesom ikke vores samvittighed bedre. Det var super hyggeligt og spændende. Vi er allerede inviteret igen, når Majas forældre kommer. Menuen står så på fisk. Thomas's kone er tidligere fiskehandler, så hun er rigtig god til at skære en filet.

Her er en af drengene i gang med maden udenfor.

Her er familiens køkken. Her sov der ligeledes 2 børn på en fælles madras, for de mangler en madras til køjesengen.

Mændene i stuen, hvor der også sover 2 børn.

Onsdag havde Moses lavet en tur for Lisbet, Lars, Jacob og Jesper. Maja styrede skolen imens. Turen gik til White Angel skole og børnhjem, samt en tur til fiskerlandsbyen og Gods Grace skole. Begge steder gjorde indtryk og er med til at udvide vores horisont og give os en bedre forståelse af det rigtige Afrika. Det er godt at se organisationens projekter, men det gør også ondt at se elendigheden rundt omkring og tanken om, hvor mange der har det endnu værre, er slet ikke til at holde ud.

Det hele opvejes af glade børn, som måske ikke altid ser sunde og velnærede ud, men er så taknemmlige og gæstfrie, at de kun er til at elske.

På White Angel skulle Faster uddele noget Lego, som var sponsoreret af Lego selv, så det hele blev nøje fotograferet og dokumenteret, så Faster kunne vise glæden fra børnene, når hun vendte hjem igen. Vi var også så heldige, at en enkelt klasse så småt var startet op i skolen igen, så vi fik snust lidt til skolegangen hernede. Eleverne var høflige og svarede pænt i kor. Billederne herunder viser livet i og omkring White Angel børnehjem, som ligger lige ved siden af skolen.

Det andet stop på turen var fiskerlandsbyen, hvor vi skulle have fisk til frokost. Da vinden var lidt voldsom, havde de svært ved at skaffe fisk nok i portionsstørrelse, så Moses og Jesper delte en kæmpe Tilapia på 2,5 kg. Moses viste Jesper, hvordan man spiser øjet som delikatesse. Det smagte slet ikke så ringe, selvom Lars og Faster ikke skulle nyde noget og havde det mere end dårligt ved tanken. Det var en oplevelse, og vi blev forholdsvis mætte.

Her syder vores hele fisk i den varme olie.

Køkkenet, hvor pigerne er i gang med vores fisk.

Faster ville lige have hånden med, så vi kunne fornemme størrelsen

Her er så øjet, det hvide er bagsiden, som Jesper kort efter smager på. Ikke så ringe endda :-)

Fiskerlandsbyen ligger isoleret ved Victoriasøen, og de driver deres eget lille samfund. Uganda Child Care har bygget skole derude og har en del sponsorbørn, så vi blev guidet gennem byen af Skolelederen. Han ville gerne vise os skolen, men Jesper fik ham til at spørge flere lokale, om vi måtte kigge indenfor i de meget primitive huse. Her så vi bl.a. et soverum med en hængekøje og plads til flere sovende på gulvet.

Da vi nåede skolen blev vi bænket i kirken, for nok var der ferie, men de børn, som ikke havde råd til at tage nogen steder, samlede sig foran kirken. Drengene satte sig ved trommerne og en flok piger kom syngende ind i kirken. De lavede en intim koncert for os, som var meget rørende og livsbekræftende. Endnu en oplevelse, som har printet sig dybt ind.

Dette hus er typisk. Det måler nok 5*10 meter. Her bor 3 familier med et snit på 6 i hver, så det er lige før burhøns har det bedre!

Endelig var der også åbningen af legepladsen på babyhjemmet. Det blev samtidig sidste besøg derude for Faster og Lars. De tog det begge lidt vemodigt, men de har været gode til at gøre lidt gavn derude. Sam, som er på billedet siger farvel til Lars og Faster. Først troede han, at nu var alle på vej hjem, for legepladsen var færdig og alle Mzunguerne var der jo, så nu kunne det ikke blive mere vildt. Nu måtte det hele stoppe og alle skulle helt hjem for evigt. Vi fik ham dog beroliget og lovede mange besøg endnu. Han er bare så kær den dreng.

Legepladsen blev taget i brug, selvom alle børnene var noget forsigtige. De skulle se tingene noget an, så det var godt vi var mange til at hjælpe dem. En enkelt måtte lige kaste op efter karruselturen, men mon ikke han kommer på den igen.

Jesper tog Hope under armen, for selvom hun er handicappet, så skulle hun jo også se de nye ting. Hun lyste helt op, og vi havde helt lyst til at give hende en tur, men vi venter lige til der er faldet mere ro på derude.

Maja viser gyngen frem.

Sam på toppen af klatretårnet. Glæden i hans ansigt varmer vist alle hjerter :-)

Hope blev så glad efter gåturen, at vi fik dette skønne billede af hende.

Jonatan var også vild med legepladsen, for vi har ikke været på en rigtig legeplads i 4 måneder. Tror de glæder sig til næste besøg på babyhjemmet.

Fredag betød desværre farvel til Faster og Lars. Det har været tre gode uger, hvor vi har oplevet en masse sammen. Vi nød alle selskabet og glæder os til gensynet til sommer.