mandag den 14. januar 2013

Skolestart og Lake Mburo


Så fløj endnu en uge, så Faster og Lars har kun en uge tilbage nu. Vi startede skolen op mandag, så naturligvis var de med i skole mandag. Tirsdag deltog de i svømmeundervisningen, som vi nu har flyttet væk fra onsdag i håb om bedre vejr J ….det holdt og der var svømning i det skønneste vejr. Det bedste af det hele var næsten, at det selvfølgelig regnede onsdag.

Nå tilbage til tirsdag eftermiddag, for Jesper tog Lisbet og Lars med på babyhjemmet. Som det ofte er, så er der meget stille ved 3 tiden, for de fleste børn sover til middag. Når vi kommer, vågner alle pludselig og så vrimler det frem med børn, det er lidt som om de bare er i deres senge, nå ja måske sover nogen af dem J




 

Jesper gik en tur med Hope, en handicappet pige, som mest sidder i et hjørne for sig selv, men hun lyser helt op på en gåtur. De fik så også personalet til at se, at det vist var tid til en skiftning af hende, for hun var ret våd bagi.

Lisbet troede Pricilla ville være i samme humør som sidst, men nej hun var noget reserveret, da hun lige var stået op, så Lisbet måtte have en anden på armen. Fred er en af de mindre drenge og han var frisk. Måske lidt for frisk for faster Lisbet, for han holdte ikke helt tæt. Nå ja det kan jo smutte, men det var ikke kun tis der løb ud på Fasters trøje….. J Mamaerne kom straks løbende og tog Fred og en anden stod og tørrede Faster ren …… Alt imens Lars og Jesper smilede en smule højlydt.

Der blev spillet bold og danset boogie woogie, for børnene blev ved med at spørge efter Maja, for det plejer jo at være hende der synger med dem. De er bare for kære de unger.

Onsdag var Ruth og den nye Dorthe taget til Kampala, så mændene var noget i vildrede med aftensmaden. Vi havde planer om et besøg på Frikadellen, så vi inviterede dem til at følges med os. Det fik den nye David Klit hurtig fikset og vupti var der arrangeret privat BBQ fest for os danskere, så vi hyggede os onsdag aften på caféen.

Torsdag var Faster igen med i skole, denne gang som hjælper i billedkunst, der denne dag bød på tårnkonstruktion og sæbeboblekunst. Sæbevand med frugtfarve blæses til bobler, som så fanges med papir, det gav nogle spændende udtryk og nogle rigtig sjove timer. En anden øvelse var med sugerør, hvor der skulle pustes på livet løs, så bægerne flød over med farvede bobler. Vi har nu fået en farvet indkørsel og eleverne lidt kulør på tøjet. Værst gik det for en af pigerne, som glemte at puste, men sugede i røret.



 

Fredag var der sport i haven og BBQ om aftenen, lidt reduceret, da Carsten og David var i Entebbe, så denne gang hyggede vi med alle børn og deres mødre.

Lørdag morgen var bilen pakket ved en otte tiden. Jacob var inviteret med på en minisafari til Lake Mburo, som ligger 1½ time herfra. Vi var kun lige svinget af asfaltvejen, da de første dyr kom til syne. Det gik stille og roligt ud af de noget ujævne grusveje, men hvad er nu det udbryder alle….holdt, de kommer denne vej. En kæmpe flok kvæg med meget lange horn spærrede vejen og kom nærmere og nærmere. Vi sad alle spændte i bilen, lukkede vinduerne og besluttede at holde helt stille. Inden længe var de første fremme ved bilen og vi var helt stille. Flere kom til og snart var bilen omringet af kvæg på vandring. Efter passage af op mod 100 kvæg, kom et par afrikanske mænd til syne med en kæp i hånden. De havde travlt med at holde styr på deres flok. Vi slap uskadte videre, men kun for et par kilometer fremme, at møde endnu en flok. Vi kunne tydeligt mærke rutinen og tog det hele noget mere afslappet, men derfor var det stadig sjovt at bilen blev væk i mængden af kvæg. Det er de vildeste horn de har og heldigvis blev både kvæg og horn udenfor bilen.

 

På safarituren så vi flere gange zebraer meget tæt på. De er lidt sky, men med forsigtig kørsel og lidt held, kan man godt komme tæt på. Det ser fascinerende ud, når de galoperer over vejen foran bilen. Vi fik nogle fantastiske billeder og beundrede de flotte dyr. Vi så også antiloper, vortesvin, bøfler, aber, bavianer og en masse flotte fugle. Det er meget tydeligt, at der ikke er rovdyr ud over et par leoparder, som vi desværre ikke så.











 

Klokken 12 havde vi bestilt bådtur, men fordi vi havde mødt så mange dyr, måtte vi køre det sidste stykke lidt stærkt. Vi nåede frem og spiste madpakken i læ af bilen, da en regnbyge sneg sig forbi. Heldigvis var den ovre inden bådturen, så vi stod alle klar med veste til at komme om bord. I dag tager vi den lille båd sagde guiden, for så kan vi komme tættere på dyrene, så vi måtte ned i en lille lavtgående båd, hvor vi nærmest sad i vandkanten og måtte tænke over hvordan vi fordelte vægten i båden. Faster var en smule nervøs. Fra vores sidste tur i Lake Mburo vidste vi, at der ville være mange flodheste, men de ville åbenbart ikke ses alle sammen denne dag, for der gik lidt tid inden vi så de første dyr i vandet.





 

Pludselig spottede guiden en 2 årig krokodilleunge, som slikkede sol på en stamme ved bredden og båden blev sejlet helt tæt på, så med et par meter til krokodillen kunne selv et almindeligt digitalkamera sagtens være med. Det er utroligt hvordan guiderne får øje på dem, for de falder jo fuldstændig i med omgivelserne. Nå vi sejlede videre og så fiskeørne, Kingfisher fugle, væverfugle og et par flodheste. Vi kunne nu spotte en stor flot flodheste tæt ved bredden, men der var noget langt derhen, så vi sejlede nærmere…..hov hvad var nu det bagved, hold da helt op et kæmpe gab, som åbnede sig og en monster stor krokodille gabte og gled desværre ned i vandet. Det var en smule for langt væk til at tage billeder, men vi havde set en kæmpe J Vi sejlede tættere, men så afbrød guiden og bad os om ikke at kigge på flodhestene, når nu vi nåede frem, for han havde spottet endnu en kæmpe krokodille på land og den ville højst sandsynlig fortrække i vandet, når vi kom tættere på. Vi nåede meget nærmere, han slukkede motoren og fra en 10 meters afstand kunne vi betragte den 4-5 meter store kæmpe, som lå lige der foran os. Det var fuldstændig vildt og vi nød det alle indtil den langsomt, men sikkert kravlede i vandet og svømmede i sikkerhed under nogle buske. Vi glemte fuldstændig, at der også var 20 flodheste imellem os og krokodillen og guiden sejlede da også lidt væk, da vi vist var kommet lidt rigeligt tæt på.


 

Vi så flere små krokodiller, flotte fugle og flodheste. Efter en times sejlads var vi tilbage ved bredden. Helt opstemte af krokodiller kørte vi hjemad gennem parken, hvor vi mødte knap så mange dyr, men alle var egentlig også trætte og mættede af indtryk, så vi nød bare den flotte natur og det vilde dyreliv.

Vi var hjemme i Masaka ved en fire tiden, tids nok til lige at klargøre os til farvel festen for Alex kl. 17. Vores kære volontør, altmuligmand og nu gode ven drager hjem efter 10 måneder hernede. Det bliver underligt og nu må vi så klare alle de praktiske problemer selv. Vi er glade for at have lært Alex at kende og mon ikke vi ses hjemme i DK. Vi ønsker ham alt mulig held i fremtiden. Festen forløb roligt, vi var over 50, men der var kage nok til desserten, for Alex er jo sønderjyde J

Søndag var en rigtig hyggedag, hvor vi slappede af, var ved poolen og så sluttede vi med grill i haven, snobrød og hyggeligt samvær med Faster og Lars.

Drengene synes det er rart med besøg og Lars er blevet gyngemesteren, for han giver bare de vildeste ture. Det har betydet et par væltede bananpalmer og lidt skrammer på fødderne, så nu foregår det med sko og så håber alle vi andre, at Lars har kontrol over legen og at gyngen holder.
 
Lasse modtog en pakke fra Danmark. Søde Malthe Malund havde sendt de fedeste ting og Jonatan var meget misundelig, så det var godt Malthe havde skrevet, at indholdet kunne deles. Der var lidt slik, lego og ikke mindst en medalje fra udendørssæsonen i fodbold, som Lasse nåede at være med til. Det var så pænt tænkt af Jens at sende den med og den skabte stor glæde :-)

 
Jonatan er blevet vild med badekarret og er ikke til at få op igen. Han er vores lille fantasifulde dreng, som finder på en masse numre. Samtidig er han en rigtig lillebror på 3, som vil bestemme alt og forsøger alle kneb for at få sin vilje.

Vi skrives ved i næste uge J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar