søndag den 3. februar 2013

Maria og fastelavnsfest

Mandag var en af de lidt mere spændende dage, som vi har haft hernede i Uganda. Ruth kom op på skolen lidt over kl.11, for at give Jesper besked på, at han skulle med en fra organisationen ned i en lokal butik, som solgte fysik/kemi udstyr. Det var lidt af en oplevelse! De kom ind i en meget lille butik, som rigtig nok havde meget udstyr. John Cris fra UCC fik i samarbejde med de ansatte fundet alle de ting, som han skulle købe (et sponsorat til White Angel skole). Da det hele meget sirligt var noteret i handelsbogen og på kvitteringen, finder han ud af, at han sørme ikke har penge nok til det hele. Det skal lige siges, at alle varerne var blevet pakket ned i kasser. Op med tingene igen og starte forfra. Ja ja, det er jo Uganda. Efter ca. 2½ time var de færdige nede i butikken og kunne køre mod kontoret for at aflevere tingene igen. Alt imens dette foregik, var Maja blevet kapret af Ruth. UCC var netop blevet kontaktet af den lokale børneforsorg, som havde fået indleveret en lille pige, som de gerne ville, at UCC tog sig af. Maja smed alt, hvad hun havde i hænderne og kørte med Ruth og Brenda ud for at finde den lille pige. Hun var dog på børneforsorgskontoret. En lille pige omkring de 1-1½ år, som var blevet efterladt dagen før i et katolsk område. Pigens mor havde bedt et par lokale børn om at kigge efter hende indtil hun kom igen. Da det blev aften, tog børnene hjem – moderen var stadig ikke dukket op. Dagen efter er hun stadig ikke blevet afhentet og politiet bliver kontaktet, som så kommer og henter den lille pige. Hun så umiddelbart frisk og sund ud. En lille smule fejlernæret, men ellers i en god tilstand. Da vi fik hende ud til babyhjemmet, kom hun i et dejligt varmt bad, da hun ikke duftede synderlig godt. Desuden frøs pigen ret meget efter den lange nat i mørket. Heldigvis var det en af de varmere dage, og der var ikke faldet regn om natten. Hun kunne selvfølgelig være blevet udsat for mange farer, men det gjorde hun heldigvis ikke. Vi navngav hende Maria. Vi glæder os meget til at følge Maria de næste 4-5 måneder før vi tager hjem!
 
Maja med lille Maria på vej til babyhjemmet.
 
Maria bydes velkommen af alle sine nye søstre og brødre.
 
Maria duftede ikke specielt godt, så et bad var nødvendigt.
Det brød hun sig dog ikke om.
 
Maja med nyvaskede Maria.
 
Ellers har ugen budt på temmelig dårlig og koldt vejr. Det har regnet en del de sidste par dage og fredag, har vi alle 4 været iført strømper og langærmede trøjer. Lasse og Jonatan sågar i langbukser. Vi har holdt total hyggedag med film, snolder, pandekager og cookies.
Jonatan har lavet en vandmelon hos Salma.
En lille Lego udstilling
Der bygges en domino bane.
Jesper hygger med at bygge borgen færdig.

Lørdag skulle vi til Esthers fødselsdag. Hun fyldte 7 år og havde inviteret til fastelavnsfødselsdagsfest. Drengene har ikke det store klæd ud tøj med herned, men så er det jo godt at man er fodboldfan. Begge unger blev derfor i klædt fodboldtøj, strømper og Lasse har jo sine fodboldstøvler med herned, så dem tog han på. Endnu engang sender vi en kærlig tanke til Malthe og hans familie, for medaljen skulle selvfølgelig også på. Ruth havde kreeret de dejligste fastelavnsboller, og der var mange forskellige og lækre varianter. Det er altid hyggeligt at være samlet – det er jo ikke de store sociale udskejelser vi gør hernede.
Lasse og Jonatan som danske fodboldspillere.
Esther puster sine 7 lys ud. Det tog et par forsøg.

Der var mange lækre fastelavnsboller.
Lasse og canadiske Ella. De leger rigtig godt sammen for tiden.
Mzunguernes afkom...
Et nærbillede af nogle af de yngste.
Køkultur til tøndeslagning.
Lasse giver tønden et ordentlig slag. Heldigvis fik alle lov at slå 1 gang, tønden var ikke af samme standard som derhjemme.
Jonatan giver den gas:-)
Der laves små fastelavnsris med det indsamlede slik.

Søndag skulle vi en tur på babyhjemmet, dels for at tjekke, hvordan Maria er faldet til, men også for at give vores sponsorbarn Gideon nogle skoleting. Han starter i skole i morgen, og vi har indkøbt en madboks, skoletaske og en skoleuniform til ham. Vi håber Gideon bliver rigtig glad for at gå i skoleJ
Det er absolut blevet sjovere for børnene at komme med en tur på babyhjemmet. Legepladsen bliver flittigt brugt, og de leger begge så fint med børnene derude.

Lille Maria - hun ser så fin ud efter 1 uge på babyhjemmet.

Miracle med Maria på ryggen

Lasse, Gideon (i skoleuniform) og Jonatan.
 
På nedenstående billede bedes i venligst bemærke Majas våde plet på trøjen. Besøget på babyhjemmet var nemlig noget indholdsrigt i dag. Maria startede med at skide på Maja, så hendes shorts og top var knap så lækre. Nå, men det kunne jo skylles af og tøjet kunne skiftes når vi kom hjem. Lidt senere faldt Winnie desværre ned fra Majas lår - ikke mere end små 20 cm. men nok til, at hun knaldrede baghovedet ned i betongulvet. Winnie er for tiden rigtig fin med mange perler i håret, og desværre endte hun på én af dem. Det resulterede i, at hun fik hul i baghovedet og blodet flød ud af hende. Winnie er desværre et af de børn på babyhjemmet, som har HIV, så vi handlede ret hurtigt, da både Maja, Maria og Jesper havde fået en del blod på sig. Personalet tacklede det hele flot, og trak Winnie ind i et rum for sig selv, hvor hun blev behandlet. Heldigvis stoppede blødningen af sig selv, så Winnie slap for et hospitals besøg.

Maja, Gideon, Jonatan og Jesper.
 
 
 

Søndag aften var vi inviteret til aftensmad hos Fam. Klit. Lasse glædede sig specielt, da der i går aftes blev fundet en lille hittekilling på ca. 3 uger. Den har Fam. Klit taget til sig.
Lasse er kravlet ned i Rebecca og Marcus tunnelprojekt.
Hej hej siger Lasse.
Projektet bliver inspiceret af alle ungerne.

Vi har lyst til at fortælle lidt om vores sponsorbarn:

Gideon er en dejlig dreng på 5 år, som har haft en forfærdelig start på livet. Han er desværre et produkt af faderens incest mod sin egen datter. Dvs. far og morfar er samme person. Moderen kunne ikke se sig ud af problemerne, og valgte derfor at prøve at sulte Gideon ihjel. Heldigvis var der nogen der fandt ud af, hvad der foregik, og Gideon blev bragt til babyhjemmet i en forfærdelig tilstand. Vi har venligst lånt nogle billeder af Gideon, da han blev fundet. De er lidt voldsomme, men vi har valgt at vedlægge dem, så I kan følge den fantastiske udvikling, som han har gennemgået. Han er i dag en frisk og meget sprudlende dreng. Han kommer altid løbende hen og skal have en stor krammer. Han har meget svært ved at slippe vores hænder, når vi er på besøg på babyhjemmet. Vi er utrolig glade for at kunne hjælpe Gideon til et bedre liv.
Her er et avisudklip vi har fået lov til at låne af voluntør Louise. Det viser Gideon og sin mor, før han blev bragt til babyhjemmet.
 
Gideon var meget udsultet. Bemærk hans ben, som er helt opsvulmet pga sult.
Her er et billede af Gideon i dag. Som sagt en frisk, fræk og dejlig dreng. Vi deler sponsorskabet med en anden sponsor. For sølle 170 kroner om måneden er vi med til at Gideon får mad, skole og et rigtigt liv. Vi håber at kunne følge ham i årene fremover, for han fortjener virkelig et godt liv. Der er mange der skal reddes, og man kan selvfølgelig tænke, om det nu nytter, men vi har valgt at følge vores hjerter og her har Gideon bare en helt speciel plads. :-)

Ellers har ugen stået på skole. Ungerne stortrives i skolen for tiden. De suger til sig begge to. Lasse i skoledelen, men i særdeleshed også i fritiden. Vi kan næsten ikke slæbe dem med hjem og klokken bliver tit hen ad 15 tiden inden vi træder indenfor derhjemme. Begge børn er begyndt at forstå rigtig meget engelsk, men den helt store forskel er, at de nu begge er begyndt at begå sig på sproget. Salma (pædagogen) har lige pludselig fået en helt anden plads i vores drenges hjerter, og det er en befrielse for os, at det endelig kører.

Vi har i denne uge modtaget vores hjemrejse billetter. Vi ankommer til KBH onsdag d. 26. juni kl. 10.15. Det er så mærkeligt at stå med billetterne i hånden, da der jo er lang tid til vi skal hjem i nu…og så alligevel ikke, for i weekenden krydsede vi halvvejs, og der bliver pludselig kortere tid til vi kommer hjem, end vi allerede har været af sted. Vi er så småt begyndt at glæde os til vores liv i DK igen. Men det er et fantastisk eventyr, som vi er på, og vi har ikke et eneste sekund fortrudt vores beslutning.

Om under 2 uger får vi besøg igen. Majas forældre kommer forbi igen. Det glæder vi os alle til. Denne gang skal vi en tur nordpå for at se byen Jinja, hvor Nilen har et af sine mange udspring. Det bliver en lang køretur, men vi glæder os til det.

Hej hej fra Jonatan
 
De næste par billeder viser lidt om hverdagen hernede. 
 

Det er de mest utrolige ting de kan få stablet på boda bodaerne hernede.
Her er der ca. 64 stk.10 liters dunke.
 

Et klasselokale på Hope skole. Ungerne sidder der bare, da skolen ikke er startet i nu.

Bemærk de meget flotte plakater på væggene.

Her har vi fanget en MEGET træt dreng, den var nok ikke gået, hvis skolen var startet rigtigt.
 

Zimba og Puppy føler sig efterhånden meget trygge hos os.
Her har de fået sneget sig indenfor :-)
 
Her er et lille snap shot af en Sunbird, som giver den dejligste sang lige udenfor terrassen. Hannen er sort og grøn, så når solen rammer den er den virkelig flot.
 
 
Vi skrives ved......

1 kommentar:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet