Mandag:
I dag var en almindelig skoledag, så Maja og Jesper mødte på
arbejde som sædvanligt. Kl. 10.45 havde Maja fri, og hun havde arrangeret
tøsetur med Dinne og Jane ned på kjolegaden i byen. Der blev ivrigt shoppet
kjoler og Maja fik afleveret sit indkøbte stof hos en syerske, som har den
special designede kjole færdig i starten af maj måned. Det var også Dinnes
første tur på boda, og det foregik med latter og hvin. Omkring middagstid tog
pigerne op på den danske skole for at hente Kalle, som var blevet inviteret på
frokost. Kl. 13.30 tog Jesper, Kasper og Dinne en boda ud til en afrikansk
skole, hvor de havde en aftale om, at Jesper kunne følge undervisningen imens
Kalle og Dinne fik en rundvisning. Det blev til en rigtig bodatur, for de kørte
forkert og stærkt. Jesper fik dog forklaret den rette vej til Valley view
primary school. Besøget var på den skole, hvor Pastor Thomas’s børn går. Der
var stor gensynsglæde fra skolelederens side, men desværre var der ingen
undervisning, så Jesper følte sig en lidt snydt. Undervisningen var aflyst, da
samtlige lærere var ved at rette elevernes prøver. Når lærerne gør det bliver
eleverne sendt hjem. Da skolen fungerer som en kostskole var der ca. 20 elever
på stedet, og de ville selvfølgelig gerne både lege med de 3 hvide mennesker og
synge, samt underholde dem. Jesper lærte dem legen ståtrold, så alle svedte i
varmen. Der var desværre ingen drikkevand til børnene efter legen, så vi fik
meget ondt af de svedige børn.
Senere på dagen var vi alle inviteret til Joshuas 15 års
fødselsdag nede ved Ruth og Carsten, vi var samlet alle sammen og det var som
altid rigtig hyggeligt. Desværre var stemningen en smule trykket, da der om
natten var sket flere frygtelige ting. Nede ved Fam. Jespersen havde vagten
prøvet at begå indbrud midt om natten. Desværre var det inde på Daniels
værelse. Han stak hånden igennem vinduet og ville stjæle Daniels computer. Det
var en meget voldsom oplevelse for Daniel, som desværre er meget mærket af det.
Carsten og Pastor Thomas (som var vagt ved os om natten) fangede vagten og fik
ham kørt ned til politiet. Samtidig var der indbrud på cafeen, det gik desværre
lidt mere voldsomt af sig, så vagten (en helt ny mand hentet ned fra nord
Uganda af Acaku) blev desværre gennembanket og lå bevidstløs rigtig længe. Han
blev fundet om morgenen af en af de ansatte, og han var meget forslået og havde
tabt en masse blod. Han ligger lige nu på sygehuset. Vi føler alle med ham, og
synes det er noget så synd for ham. Der er sket en stor ændring af vagtsystemet
efter denne nat, så vi har alle fået nye vagter. På onsdag ankommer vagternes
våben, så de nu er armeret. Vi ved ikke rigtig, om vi føler os mere sikre af
den grund, og må ærligt indrømme, at vi efterhånden ser frem til at komme hjem
igen. På cafeen havde de (en bande på 5 personer) haft held til at stjæle alle
pengene, en fladskærm og en computer. Da vi kom hjem fra fødselsdagen efter
mørkets frembrud blev vi mødt af 4 mænd, som kom stormende i mod os, da vi
trådte ind af gaten. Det virker til, at disse folk er en smule mere
professionelle og vågne. Vi håber ikke, at der sker os eller nogle af de andre
noget de sidste 2 måneder.
Moses i sit nye jakkesæt - tak til Lars
Simba har hygget sig med at finde tyggebenene ude i madrummet
Tirsdag:
I dag var vi ligeledes i skole. Det var en stille og rolig
dag, hvor der var svømning på skemaet. Så kl. 12.15 gik vi til poolen sammen
med Kalle og Dinne. Efter en god times tid var det tid til at følge eleverne
tilbage til skolen. Lasse, Kalle og Dinne blev dog ved poolen, da vi var
inviteret til overraskelses fødselsdag for volontør Louise. Så da Jesper havde
fri tog resten ned til poolen og nød det dejlige vejr. Der er stadig meget
varmt hernede, så de 2 blege fra DK har skiftet farve til kogte hummere. Kl.
15.30 ankom Louise til sin lille overraskelsesfest, og vi kunne alle nyde lidt
kage, juice og kaffe før vi satte snuden mod vores lille hjem. Vi hyggede med
hjemmelavet pizza til aftensmad.
Onsdag:
En dag, specielt Jesper og Maja længe havde set frem til. I
dag skulle vi med alle de andre hvide ud til landsbyen Kibaale. Det er
canadierne, som har et projekt med en meget stor skole i byen. Skolen huser 900
elever fordelt på nursery, primary og secondary school. Da vi lavede cirkus
tilbage i marts måned, samlede vi penge ind til at kunne være med i et
sponsorat til en fattig familie, som kunne få bygget et mudderhus. Et mudderhus
er et af de dårligste huse man kan få i Uganda, men når man som den familie, vi
hjalp, aldrig har haft eller ejet et hus, så snakker vi om store sager. Vi
mødte en mor og hendes afdøde brors søn, som skulle flytte ind i huset. Mor og
hendes 2 børn er blevet forladt af manden/faren for et stykke tid siden. Både
morens og farens forældre er døde, så der er ingen hjælp (hverken økonomisk
eller praktisk) at hente nogen steder. Så ikke nok med at moren kæmper med at
overleve selv, så skal hun altså også forsørge sine 2 egne børn og sin afdøde
brors søn, som hun har taget til sig. Skelettet til huset var lavet i forvejen,
og vi blev nok alle noget overrasket, da vi så størrelsen på huset. Det var
nemlig ikke kun et et-værelset denne familie skulle have. De fik et stort flot
hus med 4 rum og separat køkken ved siden af. Da vi ankom til huset, var en
skoleklasse (svarende til 6.-7. klasse derhjemme) i gang med at hakke og vande
jorden. Vi skulle så smide skoene og gå i gang med at stampe jorden, så den
blev til mudder. Efterhånden som mudderet fik den rette konsistens, kunne vi
begynde at putte mudderet ind i skelettet. Vi tager hatten af for alle de
fantastiske afrikanske børn, som bare hakkede, stampede og byggede helt uden
brok. Hold fast de børn kan knokle. I løbet af 3 timer stod huset ”færdigt”.
Der skal selvfølgelig sættes vinduer og døre i, men det grove arbejde var
gjort, og vi stod alle med en fornemmelse af, at her har vi virkelig været med
til at gøre en forskel. Det var en once in a lifetime, som vi ALDRIG vil
glemme. Vi er dybt taknemmelige for at må have været med til denne oplevelse.
Vores unger var knald dygtige, og de arbejdede og knoklede som de afrikanske
børn. Vi er meget stolte af vores to drenge, som virkelig er blevet et par
store udadvendte drenge med empati for andre. De har udviklet sig så meget i
løbet af de 7½ måned vi har været af sted. Godt trætte tog vi tilbage til den
store skole, hvor vi kunne indtage vores medbragte madpakker. Da vi kom hjem
til vores eget hus kunne vi alle nyde et tiltrængt bad, så vi kunne få skyllet
det indtørrede mudder af os. Om aftenen kunne vi sidde og slappe lidt af inden
vi skulle i gang med at pakke taskerne til de næste 4 dages safaritur.
Så er vi på tur
Sådan så skelettet til huset ud
En del af gruppen
Der hakkes og vandes
Jesper putter mudder på huset
Der hentes vand
Der trampes i mudder
2 par meget mudrede ben
Et lille hvil er tiltrængt
Det er bare overhovedet ikke sjovt det her..
Salma og Jonatan hjælper hinanden
Lasse var smadder dygtig
Det færdige resultat og en meget beæret mor
Torsdag:
Kl.9 om morgenen satte vi kursen mod det nordlige Uganda. Vi
havde arrangeret en safaritur, hvor vi i løbet af de 4 dage skulle overnatte 3
forskellige steder. Det hele var arrangeret således, at vi alle havde råd til
det og fik lidt af Afrika ind under huden. Da vi ikke er hjemme på Onkel Kalles
25 års fødselsdag i maj, havde vi besluttet at give ham hans gave mens de var
på besøg hos os. Derfor var første stop på safarituren ved et næsehorns
reservat ca. 40km fra Masindi. Stedet hedder Ziwa Rhinos og vi havde fået
stedet anbefalet af vores canadiske venner. Vi havde en smule travlt, da det
ikke var så nemt at komme igennem Kampala pga. vejreperation og vejen til
Bombo, var som navnet hentyder til, ret bumlet! Vi skulle være ved reservatet
senest kl. 15 for at kunne nå næsehornstrekking, som var selve gaven til ham.
Jesper gav den gas i bilen og vi nåede frem kl. 15. Desværre viste det sig, at
næsehornene var langt væk og de befandt sig i et meget mudret område, så de
ville gerne have at vi rykkede vores trekking til om morgenen, da de mente, at
turen ville være for problematisk med børnene. Fint tænkte vi, vi havde godt
nok et stramt program om lørdagen, men vi mente, at vi godt kunne nå det hele.
I stedet nød vi en meget varm eftermiddag på Ziwa, hvor der var en lille
legeplads og nogle dyr at kigge på. Vi kom meget tæt på nationalfuglen, som var
ved at angribe nogle lokale. Det er de små oplevelser som er sjove. Så snart
man bevæger sig nord for Kampala bliver det hele meget øde og meget fattigt. Vi
følte derfor, at vi for første gang virkelig var i Afrika. Vejene er meget
lange og meget øde. Flere steder mødte vi små landsbyer, hvor vi kunne se, at
der ikke var yderligere gang i udviklingen, men tværtimod tegn på tilbagegang.
Flere steder så vi forladte restauranter, benzinstationer og lignende. Det er
skræmmende at se på, og det går lige i hjertet på én. Vi havde fået et stort
familiehus til rådighed på Ziwa, så vi kunne hygge os sammen om aftenen. Ikke
ret lang tid efter, at vi var gået i seng begyndte det at styrte ned med regn.
Her er vi alle stadig i godt humør
Elektriciteten på værelset
Nationalfuglen
Så er vi på vej, vi har ingen billeder inde fra selve bushen, da vi havde travlt nok med at overleve!
Et lille kig på næsehornene
Mor næsehorn
Et par af de mere fredelige
Fredag:
Regnen fortsatte desværre om morgenen og vi snakkede lidt
frem og tilbage om vi skulle tage på næsehornstrekking. Vi bestemte os for at
gøre det, nu havde vi jo taget den lange vej derop. Kl.9 blev vi udstyret med
gummistøvler, nogle i lidt for store numre! Vi havde besluttet at købe os til
hele turen, så vi havde en ranger og guide med i deres bil. Godt pakket sammen
i en jeep satte vi kursen mod næsehornene og vi kom rigtig på safaritur i
mudder og store vandpytter til stor fornøjelse for både små og store. Efter ca.
10 mins kørsel stoppede bilen og vi skulle nu ud på gå trekking. Efter at have
gået lidt mødtes vi med de rangere som i havde vagten med næsehornene. I
reservatet har de 12 næsehorn, og vi var heldige for vi fandt en gruppe med 4
næsehorn. En mor med sin 1 årige hun baby, hendes 3½ årige han baby og en anden
ung han. Vi blev vist ind i bushen, hvor vi nok troede at vi skulle gå igennem
for at komme ud på et åbent område, hvor næsehornene ville befinde sig. Maja
gik lige bagved rangeren og lige pludselig står hun ansigt til ansigt med en af
de unge næsehorn – inde midt i bushen. Det var lige før hun havde tisset i
bukserne og hun fik hurtigt sat i bakgear, da hun gik og bar på Jonatan. De
andre fandt ret hurtigt ud af, hvad der var på færde, så vi satte alle sammen i
småløb tilbage ud af bushen. Rangeren og guiden mente ikke, at der var noget at
være bange for, så de bad os om at komme op igen. Desværre ville næsehornet
ikke have os så tæt på, så den satte efter os igen. Vi følte os på intet
tidspunkt sikre og må nok erkende, at det hele var ude af kontrol. Flere gange
var vi kun 3-5 meter fra næsehornene og vi gik alle lidt i panik. Vi havde
desværre fået afskærmet det ene hannæsehorn fra resten af gruppen, så det var
på et tidspunkt ret farligt og næsehornene var nervøse. Efter at have trukket
os lidt tilbage fandt næsehornene sammen og vi kunne følge efter dem ud på det
åbne område, hvor alt var lidt mere sikkert og i korrekt afstand. Vi fik en god
oplevelse til sidst, hvor vi fik mulighed for at se næsehornene på sikker
afstand. Det var en meget stor oplevelse, som var meget intenst. Vi kom sikre
tilbage til overnatningsstedet og fik fortalt, at vi nok syntes, at vi havde
været lidt for tæt på dyrene. Ved gaten var de på ingen måder tilfreds med det,
de havde udsat os for, slet ikke når vi havde børn med os. De lovede at
kontakte de ansvarlige rangere og få sat sikkerhedsforanstaltningerne i orden.
Det viste sig, at vi skulle have haft en distance på min. 30 meter til dyrene.
Vi er godt klar over, at vi har været utrolig heldige, og nu her et par dage
efter kan vi se tilbage på turen som fantastisk, men vi kan desværre ikke
anbefale det til andre. Det var fuldstændig uansvarligt. Senere kørte vi mod
Murchinson Falls safaripark, hvor vi havde bestilt bådtur kl. 14.30. Turen op
til parken er lang, så vi var lidt spændte på om vi kunne nå det. Præcis kl.
13.50 ankom vi til færgen, som skulle fragte os over Nilen, som adskiller syd
og nord parken. Den skulle vi med kl. 14. Kl. 14.30 kunne vi endelig sidde i
båden og slappe lidt af. Det var en luksus tur, da der kun var os og et par
mere. Om bord kunne man købe snacks og drikkevarer. Båden skulle fragte os op
til vandfaldet og det var en tur på 2½ time. Undervejs så vi masser af
flodheste, krokodiller, fugle og elefanter. Det var et fantastisk syn, der
mødte os, da vi kom til vandfaldet. Billederne taler for sig selv. På
tilbagevejen kom vi lidt for tæt på en flodhest, så den svømmede ind i båden og
det kunne sagtens mærkes. Da vi igen var i land kunne vi sætte kursen mod det andet
overnatningssted, som lå nord for nationalparken. Det var et imponerende syn
der mødte os. Naturen er helt anderledes end i QENP og der er åbent til alle
sider. Vi var så heldige at spotte et par giraffer på vejen. Kl. 19 ankom vi
til Global Village, hvor vi hurtigt skulle have bestilt noget mad. Det var et
rigtig hyggeligt sted, som var placeret inde midt i en meget fattig landsby.
Landsbyerne er lavet anderledes, end dem vi er vant til at se. Det her var
rigtig Afrika med runde mudderhuse placeret tæt på hinanden. Folk her var meget
fattige og det var meget surrealistisk at køre ind på hotellet. Vi kom ind i
receptionen, hvor vi blev mødt af nogle meget venlige ansatte, hjørnesofa og en
hyggelig atmosfære. Vi fik bestilt vores mad og blev indlogeret på nogle fine
værelser. Vi hyggede lidt i sofaen efter maden, hvor vi bl.a. viste de ansatte
vores billeder og lidt film fra vores onsdagstur. Det var de meget imponerede
over, at vi havde været med til det.
Færgen der skulle fragte os og bilen over Nilen
Sort/hvide aber
Murchison Falls
Fantastisk udsigt over parken
Lørdag:
I dag skulle vi på gamedrive, så kl. 9 satte vi kursen mod
nationalparken. Vi havde skyhøje forventninger til dagens tur. Desværre var det
meget varmt, så ret hurtigt blev vi klar over, at der ikke var de store
muligheder for at skimte rovdyrene. Vi kørte ind og ud af nogle små veje og
endte nede ved vandet på Cob road. Her var i hundrede af Uganda cob (antiloper)
og det var et meget imponerende syn. Vi satte kursen op mod hovedvejen igen og
blev her mødt af ca. 15 giraffer, som vi fik lov til at komme meget tæt på. Vi
fik selvfølgelig også set elefanter, aber og andre antilope typer. Omkring
middagstid ankom vi til færgen, men da den først ankom kl. 14 tog vi en tur op
til Paraa Lodge for at bestille lidt frokost. Det er et meget dyrt sted og det
koster 180 dollars pr. pers. Pr. overnatning. Vi fik bestilt lidt mad, men det
var ikke så ligetil. Køkkenet ved poolen var gået i stykker og da vi jo
befinder os i Uganda, tager det lidt tid for de ansatte at finde en løsning.
Kl. 13.30 fik vi serveret en ordentlig omgang hø. Maden var elendig og dyr. Her
kommer vi ikke igen. Lasses mad var glemt og kom først, da vi skulle til at af
sted. Mor Maja var ikke tilfreds med betjeningen. Vi tog færgen over og satte
kursen mod toppen af vandfaldet, hvor der var et udsigtspunkt. Det var igen et
meget imponerende syn der mødte os. Efter en god ½ time var det tid til at køre
mod Masindi. Omkring kl. 18.30 ankom vi til sidste overnatningssted. Vi havde
fundet et lille hyggeligt hotel i Masindi kaldet New Court View Hotel. Her blev
vi indlogeret på værelser med strøm og varmt vand 24 timer i døgnet. Det var
nyt for os og vi alle nød et dejligt bad. Selv maden var hurtig færdig og
omkring kl.21 var vi alle klar til at gå i seng. Godt mætte af en masse indtryk
– velvidende at det var vores sidste safaritur længe. Vi kan mærke, at vi har
været meget af sted og vi syntes turen op til Murchinson er meget lang. Men
absolut et must at se, hvis man som os befinder sig i landet i lang tid.
Der var millioner af Uganda cobs på vej til vandet
Girafferne
Giraffen siger hej
Afslapning ved Paraa pool
På toppen af vandfaldet - imponerende syn
Her lidt billeder fra det meget fattige Afrika
Vejene var gode - men LANGE..
Søndag:
Efter en god nats søvn var vi klar til at indtage den sidste
spanish omelet. Efter lidt mundhuggeri med tjeneren, som ikke mente at der
skulle være mad til børnene, fik vi dog alle serveret lidt brød og vand.
Hm..ikke lige den bedste afslutning på en god tur. Kl.9 satte vi kursen mod
Masaka og efter en meget lang tur, hvor vi alle nok var ved at være godt trætte
af at sidde i en bil, ankom vi til vores hus kl.15. Her endte vi i et hus uden
strøm. Efter en kort udpakning tog Jesper, Kalle og Dinne ned på markedet for
at handle ind, da vi jo intet havde i huset. Sidst på eftermiddagen kom Acacu
med Abiribale (manden som blev krøllet sammen nede på cafeen), de skulle til at
køre rent i huset, hvor Abiribale skal flytte ind. Både Jesper og Maja fik en
god snak med ham, om det der var sket og om hvordan han har det. Omkring
aftensmadstid ankom vores nye vagt. Sikke en hilsen Maja blev mødt af. Manden
både stampede og gjorde honør for hende, det var hun ikke lige vant til, så hun
satte i et stort grin. Det stoppede da hurtigt, da hun fandt ud af, at maden
var død alvorlig. Han spurgte pænt om lov til at træde af og gå sin tjekrunde.
Jo jo, vi har fået vagt. Lige nu sidder vi alle i mørket i stearinlysets skær
og håber at strømmen snart vil komme tilbage. Vi er alle godt trætte, så mon
ikke sengen kalder.
Næste uge bliver ikke så travl som de sidste 8 dage. Det
bliver til et enkelt besøg i kjolegaden, en tur til Nyendo markedet, ture til
swimmingpoolen og en tur ned på cafeen.
Vi skrives ved i næste uge….
