En travl uge

Mandag:

I dag var en almindelig skoledag, så Maja og Jesper mødte på arbejde som sædvanligt. Kl. 10.45 havde Maja fri, og hun havde arrangeret tøsetur med Dinne og Jane ned på kjolegaden i byen. Der blev ivrigt shoppet kjoler og Maja fik afleveret sit indkøbte stof hos en syerske, som har den special designede kjole færdig i starten af maj måned. Det var også Dinnes første tur på boda, og det foregik med latter og hvin. Omkring middagstid tog pigerne op på den danske skole for at hente Kalle, som var blevet inviteret på frokost. Kl. 13.30 tog Jesper, Kasper og Dinne en boda ud til en afrikansk skole, hvor de havde en aftale om, at Jesper kunne følge undervisningen imens Kalle og Dinne fik en rundvisning. Det blev til en rigtig bodatur, for de kørte forkert og stærkt. Jesper fik dog forklaret den rette vej til Valley view primary school. Besøget var på den skole, hvor Pastor Thomas’s børn går. Der var stor gensynsglæde fra skolelederens side, men desværre var der ingen undervisning, så Jesper følte sig en lidt snydt. Undervisningen var aflyst, da samtlige lærere var ved at rette elevernes prøver. Når lærerne gør det bliver eleverne sendt hjem. Da skolen fungerer som en kostskole var der ca. 20 elever på stedet, og de ville selvfølgelig gerne både lege med de 3 hvide mennesker og synge, samt underholde dem. Jesper lærte dem legen ståtrold, så alle svedte i varmen. Der var desværre ingen drikkevand til børnene efter legen, så vi fik meget ondt af de svedige børn.

Senere på dagen var vi alle inviteret til Joshuas 15 års fødselsdag nede ved Ruth og Carsten, vi var samlet alle sammen og det var som altid rigtig hyggeligt. Desværre var stemningen en smule trykket, da der om natten var sket flere frygtelige ting. Nede ved Fam. Jespersen havde vagten prøvet at begå indbrud midt om natten. Desværre var det inde på Daniels værelse. Han stak hånden igennem vinduet og ville stjæle Daniels computer. Det var en meget voldsom oplevelse for Daniel, som desværre er meget mærket af det. Carsten og Pastor Thomas (som var vagt ved os om natten) fangede vagten og fik ham kørt ned til politiet. Samtidig var der indbrud på cafeen, det gik desværre lidt mere voldsomt af sig, så vagten (en helt ny mand hentet ned fra nord Uganda af Acaku) blev desværre gennembanket og lå bevidstløs rigtig længe. Han blev fundet om morgenen af en af de ansatte, og han var meget forslået og havde tabt en masse blod. Han ligger lige nu på sygehuset. Vi føler alle med ham, og synes det er noget så synd for ham. Der er sket en stor ændring af vagtsystemet efter denne nat, så vi har alle fået nye vagter. På onsdag ankommer vagternes våben, så de nu er armeret. Vi ved ikke rigtig, om vi føler os mere sikre af den grund, og må ærligt indrømme, at vi efterhånden ser frem til at komme hjem igen. På cafeen havde de (en bande på 5 personer) haft held til at stjæle alle pengene, en fladskærm og en computer. Da vi kom hjem fra fødselsdagen efter mørkets frembrud blev vi mødt af 4 mænd, som kom stormende i mod os, da vi trådte ind af gaten. Det virker til, at disse folk er en smule mere professionelle og vågne. Vi håber ikke, at der sker os eller nogle af de andre noget de sidste 2 måneder.

 

Moses i sit nye jakkesæt - tak til Lars

 

Simba har hygget sig med at finde tyggebenene ude i madrummet

 

Tirsdag:

I dag var vi ligeledes i skole. Det var en stille og rolig dag, hvor der var svømning på skemaet. Så kl. 12.15 gik vi til poolen sammen med Kalle og Dinne. Efter en god times tid var det tid til at følge eleverne tilbage til skolen. Lasse, Kalle og Dinne blev dog ved poolen, da vi var inviteret til overraskelses fødselsdag for volontør Louise. Så da Jesper havde fri tog resten ned til poolen og nød det dejlige vejr. Der er stadig meget varmt hernede, så de 2 blege fra DK har skiftet farve til kogte hummere. Kl. 15.30 ankom Louise til sin lille overraskelsesfest, og vi kunne alle nyde lidt kage, juice og kaffe før vi satte snuden mod vores lille hjem. Vi hyggede med hjemmelavet pizza til aftensmad.

Onsdag:

En dag, specielt Jesper og Maja længe havde set frem til. I dag skulle vi med alle de andre hvide ud til landsbyen Kibaale. Det er canadierne, som har et projekt med en meget stor skole i byen. Skolen huser 900 elever fordelt på nursery, primary og secondary school. Da vi lavede cirkus tilbage i marts måned, samlede vi penge ind til at kunne være med i et sponsorat til en fattig familie, som kunne få bygget et mudderhus. Et mudderhus er et af de dårligste huse man kan få i Uganda, men når man som den familie, vi hjalp, aldrig har haft eller ejet et hus, så snakker vi om store sager. Vi mødte en mor og hendes afdøde brors søn, som skulle flytte ind i huset. Mor og hendes 2 børn er blevet forladt af manden/faren for et stykke tid siden. Både morens og farens forældre er døde, så der er ingen hjælp (hverken økonomisk eller praktisk) at hente nogen steder. Så ikke nok med at moren kæmper med at overleve selv, så skal hun altså også forsørge sine 2 egne børn og sin afdøde brors søn, som hun har taget til sig. Skelettet til huset var lavet i forvejen, og vi blev nok alle noget overrasket, da vi så størrelsen på huset. Det var nemlig ikke kun et et-værelset denne familie skulle have. De fik et stort flot hus med 4 rum og separat køkken ved siden af. Da vi ankom til huset, var en skoleklasse (svarende til 6.-7. klasse derhjemme) i gang med at hakke og vande jorden. Vi skulle så smide skoene og gå i gang med at stampe jorden, så den blev til mudder. Efterhånden som mudderet fik den rette konsistens, kunne vi begynde at putte mudderet ind i skelettet. Vi tager hatten af for alle de fantastiske afrikanske børn, som bare hakkede, stampede og byggede helt uden brok. Hold fast de børn kan knokle. I løbet af 3 timer stod huset ”færdigt”. Der skal selvfølgelig sættes vinduer og døre i, men det grove arbejde var gjort, og vi stod alle med en fornemmelse af, at her har vi virkelig været med til at gøre en forskel. Det var en once in a lifetime, som vi ALDRIG vil glemme. Vi er dybt taknemmelige for at må have været med til denne oplevelse. Vores unger var knald dygtige, og de arbejdede og knoklede som de afrikanske børn. Vi er meget stolte af vores to drenge, som virkelig er blevet et par store udadvendte drenge med empati for andre. De har udviklet sig så meget i løbet af de 7½ måned vi har været af sted. Godt trætte tog vi tilbage til den store skole, hvor vi kunne indtage vores medbragte madpakker. Da vi kom hjem til vores eget hus kunne vi alle nyde et tiltrængt bad, så vi kunne få skyllet det indtørrede mudder af os. Om aftenen kunne vi sidde og slappe lidt af inden vi skulle i gang med at pakke taskerne til de næste 4 dages safaritur.



 

Så er vi på tur

 

Sådan så skelettet til huset ud

 

En del af gruppen

 

Der hakkes og vandes

 

Jesper putter mudder på huset

 

 

Der hentes vand

Der trampes i mudder

2 par meget mudrede ben



Et lille hvil er tiltrængt

Det er bare overhovedet ikke sjovt det her..

Salma og Jonatan hjælper hinanden

Lasse var smadder dygtig

 

Det færdige resultat og en meget beæret mor

 

Torsdag:

Kl.9 om morgenen satte vi kursen mod det nordlige Uganda. Vi havde arrangeret en safaritur, hvor vi i løbet af de 4 dage skulle overnatte 3 forskellige steder. Det hele var arrangeret således, at vi alle havde råd til det og fik lidt af Afrika ind under huden. Da vi ikke er hjemme på Onkel Kalles 25 års fødselsdag i maj, havde vi besluttet at give ham hans gave mens de var på besøg hos os. Derfor var første stop på safarituren ved et næsehorns reservat ca. 40km fra Masindi. Stedet hedder Ziwa Rhinos og vi havde fået stedet anbefalet af vores canadiske venner. Vi havde en smule travlt, da det ikke var så nemt at komme igennem Kampala pga. vejreperation og vejen til Bombo, var som navnet hentyder til, ret bumlet! Vi skulle være ved reservatet senest kl. 15 for at kunne nå næsehornstrekking, som var selve gaven til ham. Jesper gav den gas i bilen og vi nåede frem kl. 15. Desværre viste det sig, at næsehornene var langt væk og de befandt sig i et meget mudret område, så de ville gerne have at vi rykkede vores trekking til om morgenen, da de mente, at turen ville være for problematisk med børnene. Fint tænkte vi, vi havde godt nok et stramt program om lørdagen, men vi mente, at vi godt kunne nå det hele. I stedet nød vi en meget varm eftermiddag på Ziwa, hvor der var en lille legeplads og nogle dyr at kigge på. Vi kom meget tæt på nationalfuglen, som var ved at angribe nogle lokale. Det er de små oplevelser som er sjove. Så snart man bevæger sig nord for Kampala bliver det hele meget øde og meget fattigt. Vi følte derfor, at vi for første gang virkelig var i Afrika. Vejene er meget lange og meget øde. Flere steder mødte vi små landsbyer, hvor vi kunne se, at der ikke var yderligere gang i udviklingen, men tværtimod tegn på tilbagegang. Flere steder så vi forladte restauranter, benzinstationer og lignende. Det er skræmmende at se på, og det går lige i hjertet på én. Vi havde fået et stort familiehus til rådighed på Ziwa, så vi kunne hygge os sammen om aftenen. Ikke ret lang tid efter, at vi var gået i seng begyndte det at styrte ned med regn.



Her er vi alle stadig i godt humør

Elektriciteten på værelset

Nationalfuglen

Så er vi på vej, vi har ingen billeder inde fra selve bushen, da vi havde travlt nok med at overleve!

Et lille kig på næsehornene

Mor næsehorn

 

Et par af de mere fredelige

Fredag:

Regnen fortsatte desværre om morgenen og vi snakkede lidt frem og tilbage om vi skulle tage på næsehornstrekking. Vi bestemte os for at gøre det, nu havde vi jo taget den lange vej derop. Kl.9 blev vi udstyret med gummistøvler, nogle i lidt for store numre! Vi havde besluttet at købe os til hele turen, så vi havde en ranger og guide med i deres bil. Godt pakket sammen i en jeep satte vi kursen mod næsehornene og vi kom rigtig på safaritur i mudder og store vandpytter til stor fornøjelse for både små og store. Efter ca. 10 mins kørsel stoppede bilen og vi skulle nu ud på gå trekking. Efter at have gået lidt mødtes vi med de rangere som i havde vagten med næsehornene. I reservatet har de 12 næsehorn, og vi var heldige for vi fandt en gruppe med 4 næsehorn. En mor med sin 1 årige hun baby, hendes 3½ årige han baby og en anden ung han. Vi blev vist ind i bushen, hvor vi nok troede at vi skulle gå igennem for at komme ud på et åbent område, hvor næsehornene ville befinde sig. Maja gik lige bagved rangeren og lige pludselig står hun ansigt til ansigt med en af de unge næsehorn – inde midt i bushen. Det var lige før hun havde tisset i bukserne og hun fik hurtigt sat i bakgear, da hun gik og bar på Jonatan. De andre fandt ret hurtigt ud af, hvad der var på færde, så vi satte alle sammen i småløb tilbage ud af bushen. Rangeren og guiden mente ikke, at der var noget at være bange for, så de bad os om at komme op igen. Desværre ville næsehornet ikke have os så tæt på, så den satte efter os igen. Vi følte os på intet tidspunkt sikre og må nok erkende, at det hele var ude af kontrol. Flere gange var vi kun 3-5 meter fra næsehornene og vi gik alle lidt i panik. Vi havde desværre fået afskærmet det ene hannæsehorn fra resten af gruppen, så det var på et tidspunkt ret farligt og næsehornene var nervøse. Efter at have trukket os lidt tilbage fandt næsehornene sammen og vi kunne følge efter dem ud på det åbne område, hvor alt var lidt mere sikkert og i korrekt afstand. Vi fik en god oplevelse til sidst, hvor vi fik mulighed for at se næsehornene på sikker afstand. Det var en meget stor oplevelse, som var meget intenst. Vi kom sikre tilbage til overnatningsstedet og fik fortalt, at vi nok syntes, at vi havde været lidt for tæt på dyrene. Ved gaten var de på ingen måder tilfreds med det, de havde udsat os for, slet ikke når vi havde børn med os. De lovede at kontakte de ansvarlige rangere og få sat sikkerhedsforanstaltningerne i orden. Det viste sig, at vi skulle have haft en distance på min. 30 meter til dyrene. Vi er godt klar over, at vi har været utrolig heldige, og nu her et par dage efter kan vi se tilbage på turen som fantastisk, men vi kan desværre ikke anbefale det til andre. Det var fuldstændig uansvarligt. Senere kørte vi mod Murchinson Falls safaripark, hvor vi havde bestilt bådtur kl. 14.30. Turen op til parken er lang, så vi var lidt spændte på om vi kunne nå det. Præcis kl. 13.50 ankom vi til færgen, som skulle fragte os over Nilen, som adskiller syd og nord parken. Den skulle vi med kl. 14. Kl. 14.30 kunne vi endelig sidde i båden og slappe lidt af. Det var en luksus tur, da der kun var os og et par mere. Om bord kunne man købe snacks og drikkevarer. Båden skulle fragte os op til vandfaldet og det var en tur på 2½ time. Undervejs så vi masser af flodheste, krokodiller, fugle og elefanter. Det var et fantastisk syn, der mødte os, da vi kom til vandfaldet. Billederne taler for sig selv. På tilbagevejen kom vi lidt for tæt på en flodhest, så den svømmede ind i båden og det kunne sagtens mærkes. Da vi igen var i land kunne vi sætte kursen mod det andet overnatningssted, som lå nord for nationalparken. Det var et imponerende syn der mødte os. Naturen er helt anderledes end i QENP og der er åbent til alle sider. Vi var så heldige at spotte et par giraffer på vejen. Kl. 19 ankom vi til Global Village, hvor vi hurtigt skulle have bestilt noget mad. Det var et rigtig hyggeligt sted, som var placeret inde midt i en meget fattig landsby. Landsbyerne er lavet anderledes, end dem vi er vant til at se. Det her var rigtig Afrika med runde mudderhuse placeret tæt på hinanden. Folk her var meget fattige og det var meget surrealistisk at køre ind på hotellet. Vi kom ind i receptionen, hvor vi blev mødt af nogle meget venlige ansatte, hjørnesofa og en hyggelig atmosfære. Vi fik bestilt vores mad og blev indlogeret på nogle fine værelser. Vi hyggede lidt i sofaen efter maden, hvor vi bl.a. viste de ansatte vores billeder og lidt film fra vores onsdagstur. Det var de meget imponerede over, at vi havde været med til det.

Færgen der skulle fragte os og bilen over Nilen

Sort/hvide aber

Murchison Falls

Fantastisk udsigt over parken

 

 

Lørdag:

I dag skulle vi på gamedrive, så kl. 9 satte vi kursen mod nationalparken. Vi havde skyhøje forventninger til dagens tur. Desværre var det meget varmt, så ret hurtigt blev vi klar over, at der ikke var de store muligheder for at skimte rovdyrene. Vi kørte ind og ud af nogle små veje og endte nede ved vandet på Cob road. Her var i hundrede af Uganda cob (antiloper) og det var et meget imponerende syn. Vi satte kursen op mod hovedvejen igen og blev her mødt af ca. 15 giraffer, som vi fik lov til at komme meget tæt på. Vi fik selvfølgelig også set elefanter, aber og andre antilope typer. Omkring middagstid ankom vi til færgen, men da den først ankom kl. 14 tog vi en tur op til Paraa Lodge for at bestille lidt frokost. Det er et meget dyrt sted og det koster 180 dollars pr. pers. Pr. overnatning. Vi fik bestilt lidt mad, men det var ikke så ligetil. Køkkenet ved poolen var gået i stykker og da vi jo befinder os i Uganda, tager det lidt tid for de ansatte at finde en løsning. Kl. 13.30 fik vi serveret en ordentlig omgang hø. Maden var elendig og dyr. Her kommer vi ikke igen. Lasses mad var glemt og kom først, da vi skulle til at af sted. Mor Maja var ikke tilfreds med betjeningen. Vi tog færgen over og satte kursen mod toppen af vandfaldet, hvor der var et udsigtspunkt. Det var igen et meget imponerende syn der mødte os. Efter en god ½ time var det tid til at køre mod Masindi. Omkring kl. 18.30 ankom vi til sidste overnatningssted. Vi havde fundet et lille hyggeligt hotel i Masindi kaldet New Court View Hotel. Her blev vi indlogeret på værelser med strøm og varmt vand 24 timer i døgnet. Det var nyt for os og vi alle nød et dejligt bad. Selv maden var hurtig færdig og omkring kl.21 var vi alle klar til at gå i seng. Godt mætte af en masse indtryk – velvidende at det var vores sidste safaritur længe. Vi kan mærke, at vi har været meget af sted og vi syntes turen op til Murchinson er meget lang. Men absolut et must at se, hvis man som os befinder sig i landet i lang tid.



 

 

Der var millioner af Uganda cobs på vej til vandet

Girafferne

Giraffen siger hej

 

Afslapning ved Paraa pool

På toppen af vandfaldet - imponerende syn



 

Her lidt billeder fra det meget fattige Afrika

 

Vejene var gode - men LANGE..

 

 

Søndag:

Efter en god nats søvn var vi klar til at indtage den sidste spanish omelet. Efter lidt mundhuggeri med tjeneren, som ikke mente at der skulle være mad til børnene, fik vi dog alle serveret lidt brød og vand. Hm..ikke lige den bedste afslutning på en god tur. Kl.9 satte vi kursen mod Masaka og efter en meget lang tur, hvor vi alle nok var ved at være godt trætte af at sidde i en bil, ankom vi til vores hus kl.15. Her endte vi i et hus uden strøm. Efter en kort udpakning tog Jesper, Kalle og Dinne ned på markedet for at handle ind, da vi jo intet havde i huset. Sidst på eftermiddagen kom Acacu med Abiribale (manden som blev krøllet sammen nede på cafeen), de skulle til at køre rent i huset, hvor Abiribale skal flytte ind. Både Jesper og Maja fik en god snak med ham, om det der var sket og om hvordan han har det. Omkring aftensmadstid ankom vores nye vagt. Sikke en hilsen Maja blev mødt af. Manden både stampede og gjorde honør for hende, det var hun ikke lige vant til, så hun satte i et stort grin. Det stoppede da hurtigt, da hun fandt ud af, at maden var død alvorlig. Han spurgte pænt om lov til at træde af og gå sin tjekrunde. Jo jo, vi har fået vagt. Lige nu sidder vi alle i mørket i stearinlysets skær og håber at strømmen snart vil komme tilbage. Vi er alle godt trætte, så mon ikke sengen kalder.

Næste uge bliver ikke så travl som de sidste 8 dage. Det bliver til et enkelt besøg i kjolegaden, en tur til Nyendo markedet, ture til swimmingpoolen og en tur ned på cafeen.

Vi skrives ved i næste uge….