Cirkus Mono og Villa Maria

Endelig kom regnen, utroligt, men vi kunne næsten mærke jorden juble, fugle kvidre og atter nyde de grønne omgivelser, som er blevet vasket rene for rødt støv og rejst sig efter den lange tørke. Regntid betyder regnskyl, som kan være voldsomme, men også dage med sol og ekstra lækkert vejr, for luften er renset og alt spirer frem som var det forår.

Lasse og Jonatan elsker at lege med vandet og sammen med de øvrige på skolen vil de rigtig gerne plaske i regnvandet, når det vælter ned. 

Onsdag havde de canadiske forældre budt os på vafler. Super hyggeligt og meget langt tid siden vi havde fået vafler. Lasse og Jonatan nød at lege med pigerne et sted, hvor man bare kan råbe og skrige uden nogen glor ind gennem hækken :-)

 

Cirkus har fyldt det meste af ugen, for skolen har stået på den anden ende for at få forestillingen op at køre. Alle børnene har knoklet og nydt at bøgerne blev lagt på hylden. Vi fik skaffet en kæmpe stor orange presenning, som Jesper og Joshua fik hejst i vores have, så det dannede en smuk ramme over manegen. Vi havde travlt med rekvisitter, så både heste og stærke mænd kunne vise deres numre. Klovnene fik indøvet deres numre og hen af ugen blev fakir numret mere og mere farligt.

Torsdag havde vi forestilling og havde lavet et program, som vi troede kunne holde, men regnen stod bare ned, så vi måtte øve lidt i vores frokostrum. Vi trak tiden og krydsede fingre, for vi ville bare gennemføre det udendørs. Først kl. 13.45 klarede det op og artisterne mødte ind kl. 14 igen for at øve den generalprøve vi måtte aflyse om formiddagen. Det gik og vi fik det hele klart til alle gæsterne kom kl. 16.30. Et kvarter efter var alle udstyret med popcorn, drikke varer og program for forestillingen parate til at tæppet kunne gå for Cirkus Mono.

Vi havde mange numre og alle børn var på scenen flere gange. Jonatan og børnehaven var vilde dyr og stærke mænd. Vi var bare så stolte af ham, for han klarede det hele super godt. Han synes også indmarch og udmarch var rigtig sjovt, så Salma havde sit at se til med at holde styr på de tre små.

Lasse var med i akrobaterne, trampolinnummer, miminummer og ikke mindst tryllekunstner, hvor han var helt alene på scenen. Da det meste af publikum var engelsktalende, skulle han ikke sige noget, men han viste tre korttrick, som gik helt perfekt. Vi var sindssyg stolte af vores stille generte dreng, som klarede det over al forventning. Han strålede som en sol og havde en rigtig dejlig dag.

Fakirnummeret havde jo som før nævnt udviklet sig i løbet af ugen, så Elias i bar overkrop sprang på sømbræt, gik på glasskår og endte med at ligge på ryggen på glasskår med et sømbræt på maven, hvor lærer Jacob havde placeret en mursten han hamrede over. Teltet var fyldt med gys og da storebror Daniel bagefter snoede sig omkring en kæp med ild i, var publikum meget begejstret.

Endelig havde Jesper overtalt den store amerikanske dreng Morgan, som er 13 år til at gå på line under dæknavnet Margret iført bastskørt og paraply. Publikum hylede af grin. En stolt amerikaner – mor skrev efterfølgende til os meget rørende, at hun i dag var så overrasket og rørt over at se sin ”lille”, stille og forsigtige søn smide alle hæmninger og ”springe ud” som ballerina og optræde på ”slap line”. En bekræftelse på, at lærerjobbet er mere end blot faglighed.

Alle forældre var meget imponerede over hvad vi kunne stykke sammen på så kort tid. Et godt teamwork fra både voksne og børn gjorde det hele til en stor succes. Vi valgte at sælge biletter, popcorn og drikkevarer i håb om at få penge samlet sammen til et ”mudderhus” til en fattig familie. Vi håber og tror på, at vi får pengene, så vi kan give eleverne den oplevelse at være med til at bygge et hus til en fattig familie.

Klar til show.

Ida (volontør) studerer priserne ved indgangen.

Lasse i gang med at lave popcorn til boden.

Jonatan var en farlig elefant som Salma her hjælper gennem den brændende ring.

Akrobatgruppen, store og små i skøn forening.

Ssshhh stilhed i manegen, mimishow. Lasse 6 år, Emily 16 år.

Glasnummer, stor koncentration.

Klovnenummer med Esther og Maya.

Den store Lassissimo

Overskud til at smile til publikum

500 kg og så med slikkepind i munden, sådan Jonatan.

Sådan "gutter", vi gjorde det.

Margret den yndefulde ballerina.

Det stolte "voksen-team"

 

Efterfølgende fællesspisning og hygge i haven.

 

Vejrskiftet betyder flere ændringer, strømmen er igen ustabil og nettet driller også lidt. Aberne er til gengæld blevet mere stabile og vi har haft dem i haven flere gange i denne uge. De er stadig underholdende og vi elsker bare at se, når de leger i træerne og på taget af vores hus.

Førerhannen er da til at genkende!!

 

Lørdag havde vi arrangeret en tur i bushen bare os 4. Vi har for noget tid siden mødt et par tyske volontører og et afrikansk par på vores eget babyhjem. De ville gerne vise os deres børnehjem, så vi tog bilen til Villa Maria, som er en katolsk by godt 10 km. herfra. Vi kunne ikke finde resten af ruten, så vi havde aftalt at de ville guide os, så vi ventede lidt i bilen til de kom og hentede os. Vi fulgte efter gennem det smukke landskab og nød virkelig, at vi var kommet ud af byen. Nu ved vi hvor alle bananerne kommer fra. En jordvej, som var omkranset af bananpalmer og blomstrende kaffeplanter, så bliver det næsten ikke mere eksotisk. Vi endte i en lille bitte by, hvor det tysk støttede børnehjem ligger.

Det er et smukt, stort sted, hvor der til dagligt bor ca. 15 børn. I ferier kommer de op på 47, da alle de store fra boarding skolerne kommer hjem. Vi blev modtaget at 15 glade og lidt vilde børn. Det gik ret hurtigt op for os, at de ikke så tit fik besøg, men det vildeste var, at Jonatan og Lasse er de første hvide børn de ser, så de var meget betaget af dem. Det er så svært at forstå, men man bliver meget beæret over at kunne give de afrikanske børn den oplevelse.

Efter en kort rundvisning blev vi budt på frokost i deres spisesal. Vi skulle sidde for os selv sammen med den tyske volontør og værtsparret. Vi fik det hele serveret i fine fade og fik en masse forskellig lokal mad. Drengene var ikke så sultne, for vi var ikke sikker på maden, så vi havde taget lidt hjemmefra. Vi spiste alt det vi kunne, for der var lavet mange forskellige retter. Normalt får de posho (majsgrød) med bønnesovs. Vi bliver altid forlegne over, at de gør så meget ekstra, men det kan man ikke forklare dem. Vi havde haft det bedre med posho og bønnesovs.

Ugandas første katolske kirke ligger i Villa Maria

Opvaskepladsen.

Lasse og Jonatan var vilde med de helt nye smågrise

Børn taler samme sprog.

Er lærerinden nu i gang med håndsoprækning... nej de synger bare alle en sang sammen.

Udsigten fra den ene bygning, et betagende syn.

Pigen her har strygetjansen i dag. Et jern med kul i, men hun var god til det.

Spontan glæde.

Jonatan er blevet meget fortrolige med lokalbefolkningen, som ikke kan stå for ham.

Lasse og Jonatan var blevet lidt mere modige og mens vi spiste færdigt og snakkede med værtsparret, så legede de ude med børnehjemmets børn. Det er så vildt hvor meget vores drenge er vokset og har rykket deres grænser. Maja gik senere med ud og fik vist dyrene, for der var både grise, kvæg og ænder. De havde også damme med fisk i sumpen, men de blev ofte spist af fugle og slanger.

Vi fik rundvisning i de sidste bygninger og købte et par kort, som en på børnehjemmet producerer. Til sidst uddelte vi vores hjemmebagte chokoladekage og slikkepinde, absolut ikke noget de får hver dag. Børnene var super søde og sang sange for os inden vi kørte med Emmanuel (ejer) og Tatjana(tysk volontør) videre til deres nyopstartede hospital. De tager mest imod malariapatienter og fødende kvinder. De har ca. en fødser pr. dag. Hospitalet var tomt denne dag, den fødende kvinde fra om morgenen var netop draget hjem. Det var et fint, kontrolleret sted, hvor de lokale kunne få en god behandling. Udstyret er sparsomt og ligner noget fra gamle dage, men medicinen var der og et par søde sygeplejersker til at hjælpe. Dejligt at se, at der forsøges at gøre en forskel helt ude i bushen.

Kaffebuske i blomst.

 

Her vedligeholdes husene med det man har :-)

 

Mætte af indtryk kørte vi hjem og svingede kort forbi caféen og bestilte mad, for vi havde brugt lidt længere tid end beregnet, men sådan er det, når man oplever noget spændende.

Søndag var hyggedag, mormors fødselsdag, så vi skypede hjem fra morgenstunden af. Vi havde meget flot vejr, så der blev leget ude det meste af dagen. Mudderkager er hittet hos Jonatan, så han går i pendulfart til vandhanen, mens Lasse graver jord op. Han er påbegyndt en tunnel under huset, men med det udstyr han har til rådighed, så når han nu næppe under soklen inden vi skal hjem til DK. Pyt, vi hygger os med det og det er jo det vigtigste.

Næste uge er skolen normal. Torsdag kører Jesper op for at hente Bedstemor, Bedstefar og Anders, som forhåbentlig kommer frem trods snemasserne i Danmark. Det hører I mere om i næste uge.