Franck og Ravn i Masaka: En uge i Afrikas tegn

Mandag havde vi en aftale med Pastor Thomas og hans kone Junice om, at vi skulle komme på besøg og lære at lave chapati. Chapati er ugandiske pandekager, som er godt smurt ind i olie. De smager dog fantastisk. Vi er rigtig glade for vores venskab med Thomas og Junice og der er ingen tvivl om, at de 2 har fortalt os rigtig meget om afrikansk kultur. Der har nok også sneget sig et par historier ind, som har fået en tand for meget, men festlige er de i hvert fald. Alle deres børn var hjemme, da skolerne først starter op d. 27. maj. Så efter en kort briefing og rundvisning i deres godt udtørrede køkkenhave med lidt supervision fra Jespers side, kunne vi gå i gang med at lave chapatier. Det er faktisk ret simpelt – men hvad er ikke det her i Uganda. 2kg mel røres sammen med ½ liter lunken vand, 2 spsk salt og 3 æg. Dejen skal være blød og smidig. Derefter formes dejen i små boller, som rulles tynde med en kagerulle. Besøget kom til at koste mig en støbejernspande, for det er et must når der skal laves chapatier. Over et lille kulkomfur skulle dejen nu smides på en varm pande, hvor den blev godt søbet ind i solsikkeolie. Hernede findes der ikke hjælperedskaber, så det er de bare næver der skal benyttes…AV siger vi bare, vi tager hatten af for de afrikanske kvinder, de må være ret hårdføre. Nå men vi fik da lavet en masse mad imens vi fik endnu en god snak om kulturforskelle. Thomas mente, at vi skulle snuppe Junice med hjem som hushjælp, når vi tog tilbage til Danmark. Men, mon ikke Thomas kommer til at savne hende. Imens vi 4 voksne hyggede om kulkomfuret, så underholdte Lasse og Jonatan deres børn inde i huset. Besøg hos de lokale kan nogen gange være en langtrukken affære, så de havde fået lov til at medbringe der DS´er – til stor glæde for husets beboere. Efter et par hyggelige timer vendte vi snuden (godt mætte) hjemad. Vi regner med at kunne gøre gengæld og invitere familien på besøg inden vi rejser hjem til Danmark.

Junice ælter dejen sammen

Isak og baby Carsten. Isak er uden tvivl den mest hjælpsomme afrikanske unge mand vi har mødt :-)

Joshua

Først lærer Maja teknikken...

Så er det Jespers tur...

...og så kan vi selv :-)

Isak lærer at spille DS af Jonatan, ikke hver dag læreren er over 10 år yngre end eleven

Joshua og Gilbert låner en nintendo DS

Rotte fundet udenfor vores gate. Her sammenlignet med str. 43.....

Tirsdag var ungerne blevet lovet aftensmad på cafeén, og som sædvanlig var det burgere og pomfritter på menuen. De havde monster travlt nede på cafeén, da der kun var Agnes og kokkemedhjælperen, så da vi skulle hjem måtte vi lige være madbud til Jacob. Vi havde en hyggelig eftermiddag og det er rart at komme lidt væk fra huset. Vi er ved at føle os godt indespærret, og glæder os meget til at komme hjem og føle friheden igen. Der er mange dejlige ting ved Uganda, men vi savner i den grad at kunne bevæge os frit rundt – også efter mørkets frembrud. I skolen måtte Maja sende Kayla (canadisk elev) hjem fra svømning, da hun igennem et par timer havde døjet med hovedpine. Det viste sig desværre, at hun havde malaria.

Vi har givet vores drenge et helt særligt søskendeforhold ved at være så meget sammen :-)

Onsdag var Jesper og Lasse en tur nede i byen for at købe is. Eftersom det gode vejr er kommet tilbage, så må der is på bordet! Sådan er det. De tog en boda derned og det gik meget fint. Indtil de kom ind i supermarkedet og fryseren var tom for is. This is Africa! Nå men de besluttede sig for at tage turen på gåben ned til det næste supermarked. Her fik de fat i de meget tiltrængte is, og begav sig derefter ud for at finde en bodamand til hjemtransporten. De skulle lige et smut forbi Plot 99, hvor Maja havde bestilt lidt rødbeder, rødkål og salat. Bodamanden påstod, at han vidste, hvor plotten lå henne, men Jesper fandt ret hurtigt ud af, at det havde manden intet begreb om. Midt i det hele kørte han tør for benzin, og det var en meget flov bodamand, som måtte efterlade sine kunder midt på vejen. Jesper og Lasse gav ham 500 shilling, for han havde trods alt kørt en del rundt med dem! Nå men det gode ved Uganda er, at der altid er en ny boda klar til hjælp, så de kom op på en ny boda, og han vidste godt hvor plotten lå henne. De kom helskindet hjem igen med grøntsager og is!

Torsdag havde vi en travl dag i skolen. De store elever har hele ugen arbejdet med projektarbejdsformen og skriver om blandt andet 2. verdenskrig og Leonardo Da Vinci. De havde en del skriftligt arbejde som skulle være færdigt i dag, som de skulle fremlægge fredag. Udover et skriftligt produkt har de også skulle fremstille et kreativt produkt. Det er ikke altid nemt når man bor i et land, hvor materialeudvalget er småt. De har dog begge vist en god arbejdsiver, og blev færdige med projektet, så fredag var de klar til fremlæggelse. De små elever arbejdede i billedkunst med dukke eller uro fremstilling, så Maja havde nok at se til med 5 elever, sytråde, nåle, lim osv. Om eftermiddagen hyggede vi i det lille hjem med hulebyggeri, gåtur og dans i stuen. Vi er nok blevet lidt småtossede af at befinde os syd for ækvator så længe!

Fredag, dagen hvor Kayla kom tilbage i skole, men også dagen, hvor vi igen måtte ringe til deres mor. Denne gang var det tvillingesøsteren Ella, som lå med hovedpine og feber. Nu var det hendes tur til at få malaria. Vi brugte sportstimerne nede ved poolen og der blev leget i stor stil. Vi havde bestilt bord til BBQ, da det var sidste mulighed for rigtig at snakke med Dorte og David, som tager hjem på onsdag. Ja, vores tid nærmer sig også med hastige skridt! Det var smadder hyggeligt nede på caféen og endnu engang forspiste vi os. Vi tog bagefter hjem og hyggede med dyner og film i stuen. Natten var meget varm, så både Jesper og Maja havde meget svært ved at sove.

David og Dorthe er nogle skønne mennesker, tak for tiden vi fik sammen hernede.

Lørdag, var vi en tur i Lake Mburu. Vi har ikke været inde i selve parken, men besøgt en restaurant som er beliggende i området. Her var vi af sted med alle de andre danskere for at nyde frokosten på en hyggelig restaurant placeret på en klippe. Neden for klippen bor der en 5m+ pyton slange, og den havde vi jo selvfølgelig glædet os meget til at se. Spændte gik de fleste af os ned for at kigge efter slangen. Ejeren af restauranten havde dog kort tid inden fortalt os, at de ikke havde set slangen de sidste 2 dage. Den var højest sandsynligt ude for at finde føde. Dens normale føde er vortesvin….det siger altså lidt om størrelsen. Desværre måtte vi efter flere forsøg opgive at finde slangen, til stor ærgrelse for os alle sammen. Efter 4 hyggelige timer i det varme ugandiske sommervejr vendte vi snuden mod Masaka, som vi ramte kl. 17.30. Lasse og Esther holdte en fest på vej hjem i bilen og snakkede uafbrudt i 1½ time. Lasse var vågnet kl. 05.15, så vi beundrede ham for, at han ikke faldt i søvn. Det var en rigtig god eftermiddag, hvor vi fik nogle gode snakke i bilen. Godt trætte fik vi anrettet lidt rugbrødsmadder til aftensmad. Tænk sig, i dag er der kun 1 måned til flyet letter. Det er HELT vildt! Aftenen blev brugt på at bage napoleonshatte og forberede Jane og families besøg i morgen.

Tosser på tur. Børn og voksne havde en dejlig dag sammen.

Sidste safaribillede, underlig fornemmelse.

Den nye restaurant og mini lodge i Lake Mburu parken.

Den 5 m lange Pyton blev desværre ikke set denne dag.

Søndag havde vi inviteret Jane og familie på besøg. Vi havde aftalt, at de skulle komme kl. 9 og blive et par timer. Vi havde bagt lidt kage og skåret frugt. Alt sammen så det ikke virkede af for meget. Ungerne har aldrig besøgt hvide mennesker før, og de er meget fattige. Vi har i ugens løb fået mail fra Ruth om, at vores sponsorater til Janes to ældste børn er gået i orden, og derfor syntes vi, at det var en god mulighed for børnene til at se, hvor deres mor arbejdede, for hvem, og hvordan vi egentligt ser ud. Jespers mor og far og Majas mor og far er gået sammen i et fadderskab omkring Janes ældste datter Gloria. Hun er 16 år og har en drøm om at blive læge. Hun er meget ydmyg og utrolig glad for, at hun nu endelig får lov til at gå i skole. Hun er en sød og imødekommende pige, som er rigtig nem at snakke med. Jespers søster og Lars samt os selv er gået sammen om et fadderskab til Janes næstældste datter Grace, som er 15 år. Hun har en drøm om at blive lærer. Hun var en lille smule mere genert, men havde bestemt sine holdninger. Hun vil rigtig gerne på boarding skole, så det må vi se til. Begge piger fik en meget stor gave før de igen forlod os. Pigerne har aldrig haft en skoleuniform, og vi havde lavet to kuverter med penge, som skulle bruges på pigernes første skoleuniform nogensinde. Overrækkelsen var et rørende øjeblik, men det må alt andet også betyde alt for en teenagepige at kunne komme i skole i det ”rigtige” tøj. De var meget spændte på at møde i skole i morgen (har lige haft sommerferie) og det hele er så småt ved at gå op for dem. Vi er utrolig beæret over, at kunne hjælpe Jane og hendes familie efter alt det hun har givet os. Senere på dagen tog vi en tur til poolen, hvor vi nød et par gode timer i solskinsvejret. Der var mange nede ved poolen, så der var en god stemning. Aftenen blev brugt med pizza, risengrød og forberedelse til endnu en arbejdsuge.