Time to say goodbye

Puha, så kom vi til det sidste blogindlæg i Uganda. Tiden går meget langsomt og det er svært at finde ro. Vi er splittet i vores følelser og hjerter. Selvom vi glæder os ufattelig meget til at komme hjem, så har der i den forgangne uge været nogle rigtig svære farveller. Vi håber meget, at vi engang i fremtiden får muligheden for at komme og hilse på alle de dejlige mennesker, som vi har mødt hernede. Men for at det ikke bliver den samme smøre, så lad os tage et tilbageblik på vores sidste uge i Masaka, Uganda.

Mandag var en ganske almindelig arbejdsdag på skolen, og så alligevel ikke, for canadierne var der ikke. Men den danske undervisning kørte som normalt. Efter skoletid tog Jesper et smut ned på Valley View skole, det er den skole, hvor Pastor Thomas børn går. Han havde en aftale om at komme og følge undervisningen, og så havde han lovet børnene en bold. Da han kom derned omkring kl. 14, hvor undervisningen skulle starte, havde den lærer, han skulle følge ikke mere undervisning, så han fik i stedet lov til at følge viceinspektøren, som skulle have p6 til engelsk grammatik. Efter godt 15 mins venten (han skulle lige være færdig med at skrive af efter en elevbog), kunne de gå ned til klassen. Efter godt 50 minutters meget ensformig undervisning med direkte og indirekte tale havde Jesper dog fået nok, og ville lige så stille forlade klassen, men læreren fulgte med og efterlod børnene til sig selv. Det er svært at skrive, hvad det var der rent faktisk skete i den lektion Jesper fulgte, men lad os bare sige, at det på ingen måder var en engageret og motiverende lærer eleverne havde foran sig. Forskelsbehandlingen var også meget tydeligt, da der kun var 1 elev, som kunne svare på spørgsmålene, og hun skulle selvfølgelig have klapsalver for hver gang hun svarede rigtigt. En af de oplevelser, som er sjove at fortælle, men svær at skrive om.

Elever på Valley View

En lille abe i træet

 

Tirsdag havde Maja lovet at tage Jespers første time, da han skulle en tur med Jane på Nyendo marked. Så de tog en boda til markedet, hvor de fik handlet grønt og frugt ind. Nyendo marked minder rigtig meget om Vorbasse marked – bare værre! Jesper var den eneste Muzungu den dag, så der blev kigget noget og var han nu manden til hende Uganderen (Jane). So men overraskelse købte Jane og Jesper en fisk med hjem, som Jane lavede til et par flotte filetter. I skolen var sidste dag for amerikanerne og canadierne var igen tilbage i skolen, så det var sidste dag, hvor alle elever var der. Om eftermiddagen var Maja en tur på babyhjemmet, da de havde fået en ”lille”dreng, Yasin ind. René og Line ønskede at være hans faddere, så Maja var et smut ude for at tage billeder og se til hans tilstand. Yasin blev helt tilfældigt fundet af organisationen, da hans storebrors faddere var på besøg hjemme ved familien. Yasin er omkring 5-6 år, men har størrelse som en 2½-3 årig. Han blev indleveret med malaria og var i meget dårlig helbredstilstand. Han var i sin egen osteklokke og det var umuligt at få øjenkontakt med ham. Han reagerede ikke på kropsberøring og øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Desuden kan han ikke gå, da han muligvis brækkede sine ben som lille, og da de aldrig er blevet sat sammen, har det bevirket, at Yasin aldrig har lært at gå. Han har intet sprog, da han aldrig er blevet stimuleret og han var meget fejlernæret. Vi krydser fingre for, at Yasin kommer til hægterne på babyhjemmet, hvor han nu skal være indtil han er nogenlunde normalt fungerende igen. Spørgsmålet er bare, om Yasin nogensinde kommer dertil. Om ikke andet, så får han det rigtig godt på babyhjemmet, hvor mødrene derude vil tage sig godt af ham. Vi er meget beæret over alle de bekendte, vi har derhjemme, som ønsker at hjælpe et fattigt/efterladt barn i Uganda. Efter flere henvendelser har vi været nød til at kontakte Carsten for at høre, om det var muligt, at Yasins 2 andre søskende også kunne få faddere, hvilket organisationen syntes var en rigtig god idé. Moderen bor alene med 4 børn (Yasin er dog på babyhjemmet nu), faderen forlod familien, da han var alkoholiker. De har et mudderhus, hvor hele den ene gavl er væk. De lever af 4 kartofler hver dag, som de vel at mærke skal dele. Moderen virker mindre intelligent og forstod slet ikke, hvad det var der skete, da Yasin blev hentet. Hun sad blot og grinte af det hele. Det er ufatteligt sørgeligt og desværre findes der 100000 af de familier hernede, og det virker til tider helt håbløst at hjælpe, for hvad er det man hjælper disse familier til. Har de overhovedet nogen fremtid? Det bliver svært at komme hjem til et dansk samfund, hvor folk brokker sig over det mindste. Vi har set det hårde liv i øjnene, og har virkelig fundet ind til, hvad der er vigtigt i livet.

Onsdag var en stille og rolig dag, der skete ikke det vilde. Vi var igen alene på skolen med de danske børn.

Jesper havde købt en fisk på markedet. Den fik vi tirsdag aften.

Maja og Yasin

Yasin er meget medtaget og har det ikke godt

En kæmpe krammer til en dejlig dreng

 



 Torsdag var canadiernes sidste dag i skolen. I billedkunst skulle vi have lavet heksen færdig til vores Sankt Hans/farvelfest søndag. Børnene syntes det var rigtig sjovt at lave den, og den er blevet rigtig fin –om end lidt stor! Om eftermiddagen havde vi inviteret Pastor Thomas og Junice på besøg til pandekager og kaffe. Junice skulle lære at lave danske pandekager, så hun blev sat i sving i køkkenet. Det var første gang, at hun lavede mad over et gaskomfur. Hun har kun et kulkomfur, så det tog lige lidt tid at finde ud af, hvordan det hele virkede. Pandekagerne blev dog rigtig fine, og på trods af Baby Carstens lidt dårlige humør, så havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev snakket om deres fremtidsdrømme. Pastor Thomas har fået foræret et stykke land ca. 30km fra Masaka i en by der hedder Matete. Der skal de nu til at bygge et hus, så de kan få deres eget. Vi håber meget, at vi kan komme tilbage og besøge dem i deres nye hus. Pastor Thomas blev informeret om de store muligheder for turisme ude i bushen, og det gav anledning til mange grin. Vi er spændte på, om han får etableret sin teltplads, og får sat Junice ind i, hvad hendes opgave bliver, når nu de skal starte Ugandas største turistattraktion! Vi kommer til at savne dem meget, da de har betydet rigtig meget for os. De har åbnet deres døre, hver gang vi har haft besøg, og vi har nydt godt af deres mange sjove (måske ikke helt sandfærdige) historier.

Junice og Maja i køkkenet

Baby Carsten gad ikke lege på gulvet, så han måtte op i afrikanerstillingen

Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt.

Junice med en sovende Carsten på ryggen

 





Fredag var vi så alene på skolen IGEN! Det er tydeligt at mærke på børnene, at det er ved at være farvel tid, de har meget brug for at lave legeting sammen, og det er ved at være lidt svært at motivere sig selv til læring. Det gælder dog både elever og lærere. På mandag har vi sidste skoledag, og de store har så lige 2 dage med engelsk eksaminer. Om aftenen tog vi til vores sidste BBQ på cafeen og der var rigtig mange mennesker dernede, det var som altid hyggeligt.

Jonatan under en bananpalme

Jane blev glad for sine nye myggenet

Maja og ungerne møder vagten. Der gives honør

 

Fredagens BBQ

 

Lørdag hyggede vi med matoke og bønnesovs sammen med Jane. Hun har sidste arbejdsdag hos os på mandag, så vi havde inviteret hende med til frokosten. Hun var også et smut på apoteket for os, da vi skulle have fat i nogle malariatest og behandlinger i tilfælde af, at vi får malaria når vi kommer hjem. Om eftermiddagen tog vi til poolen, hvor der var godt gang i den. Poolområdet er blevet et lille pusterum for alle de hvide mennesker, som befinder sig i og omkring Masaka, så det var lidt svært at finde en plads. Men hyggeligt som altid. Om aftenen spiste vi vores sidste aftensmad på vores terrasse. Det er vildt mærkeligt, at det er ved at være slut. Strømmen gik omkring kl. 21.45 og ja…så kunne vi jo ligeså godt gå i seng!

Aberne i haven

 

 

Søndag var dagen, hvor vi skulle mødes i Banda området til Sankt Hans/farvelfest. Før det skulle vi dog lige have en sidste tur i poolen, så om formiddagen tog vi af sted for at få en sidste dukkert. Da vi kom tilbage til huset hjalp ungerne med at forberede noget af det mad, som vi skulle have med til festen om aftenen. Da klokken blev 16.30 satte vi kursen mod vores sidste fest i Masaka. De fleste medarbejdere fra organisationen, vores elever, forældre og andre hvide mennesker var mødt op for at sige farvel. Heldigvis blev det ikke så vemodigt, men derimod en hyggelig aften i godt selskab. Der var lækker grillmad, og der blev holdt nogle taler til os, Jacob og de 2 andre par, som forlader Masaka her i løbet af de næste par uger. Vi kan ikke sætte ord på, hvor taknemmelige vi er for at have fået denne mulighed. Vi er fyldt med så mange oplevelser, at det kommer til at tage rigtig lang tid at få styr på det hele. Nu glæder vi os til at komme hjem og få det hele på afstand, så vi rigtig kan tænke tilbage på alle de fantastiske oplevelser og personer, som vi har fået muligheden for at møde. Som afslutning på aftenen fik vi sendt heksen til Bloksbjerg med et ordentligt bål. 

Maja og Jonatan

Jonatan og Jesper

Udsigten fra bandaen

Det meste af familien med Salma

 

Familien Rowe fra USA

 

Maja og Salma

Familien Jespersen

Udsigten fra bandaen

Ken og Carina siger et par bevægende ord

Ungerne foran bålet

Bålet antændes

Der synges; "Vi elsker vort land" Til stor morskab for alle de udenlandske

Miriam og Jonatan tjekker bålet ud

De lokalansatte i UCC

Jesper med de store drenge

 

 

I dag er det mandag, og vi har haft vores sidste arbejdsdag i Masaka, Uganda. I aften skal vi ned at spise hos Ruth sammen med canadierne. Nu venter vi blot på, at tiden går, så vi kan komme til Entebbe og sætte os på flyveren mod Danmark. Vores eventyr er slut, men heldigvis har vi så ufattelig mange minder, som vil fylde resten af vores liv med dejlige tilbageblik.

This is the end – Hope to see you again Africa!

Vi vil om et stykke tid lave endnu et blogindlæg om, hvordan det så er at komme tilbage til Danmark. Det kan godt være, at der lige går 2 uger, da vi har ret mange planer det første stykke tid. Men vi lover at holde jer opdateret på vores nye liv!

Tak til alle dem der har fulgt med igennem de sidste 9½ måned, der har været op og nedture, men vi ved, at mange af jer trofast har fulgt med. Tusind tak til alle dem der på en eller anden måde har hjulpet med at gøre tingene klar til os, når vi på onsdag rammer dansk jord igen. I har ingen idé om, hvor meget det betyder for os. Tusind tak til alle dem der igennem de sidste 9½ måned har sendt opmuntrende mails, breve, pakker og beskrevet tingene derhjemme, og som bare har fortalt, hvor meget de holder af os!

Vi glæder os til at møde alle og enhver derhjemme igen.

Eksamen og farveller..

I denne uge har Jesper og jeg været alene på skolen med de danske elever. Canadierne og Jacob har haft fri, da de har besøgt Kibale og Queen Elizabeth. Det har været smadder hyggeligt på skolen, og de to store drenge har knoklet med 6 forskellige eksamener på de 5 dage. Vi har været meget spændte på, om de ville tage det seriøst, men de har virkelig arbejdet hårdt, og vi er smadder stolte af det de har præsteret. De har været oppe i færdighedsregning, problemregning, dansk stil, læseprøve, retskrivningsprøve og fysik/kemi. Det har været en intens uge med mange nye indtryk og ikke mindst lange og koncentrerede eksamener. Esther, Elias, Jonatan og Lasse har hygget med hinanden, og vi må nok indrømme, at der har været en smule stille på skolen. Der er blevet lavet mad, faglig undervisning og ikke mindst et skelet til vores Sankt Hans heks. Den blev nok lidt større end Maja havde forestillet sig, men så må vi jo bare lave et større bål. I næste uge skal vi så have lidt sul på kroppen, og mon ikke vi kan finde noget tøj til den.

Vores kære Jane var forhindret i at komme i starten af ugen, da 2 af hendes børn har været meget syge. Først var det Marvin (drengen) som fik Malaria, derefter lagde Gift (den mindste pige) sig med malaria og oveni fandt de en stor udposning omkring lysken.  Nu går det dog lidt bedre, og Gift har fået noget medicin som hjælper hende lidt. Tiden må vise, om hun skal igennem en operation. Ydermere så kom Jacob hjem fra safaritur med malaria. Vi håber stadig, at vi får lov til at gå fri.

Tirsdag aften var vi en tur på cafeen for at spise aftensmad og købe de sidste souvenirs. Det er vist skrevet før, men vi har været nød til at tage endnu en kuffert med hjem, og det giver selvfølgelig lidt mere plads. Mon vi er helt færdige?

Torsdag aften var det tid til at sige farvel til Daniel, som har været volontør hernede siden midten af december. Han er en af de personer, der har været her længst tid sammen med os, så det er endnu et tegn på, at vi snart skal hjem. Det blev til en hyggelig aften hjemme hos Fam. Jespersen med dejlig mad og kage. Vi ønsker Daniel alt held og lykke fremover.

Her er vores vagt Amayo med sit "nye" gevær

Daniel får sin kage i form af en meget lækker mocca kage

Thomas hilser familien hjemme i DK

Moses havde købt fodboldtrøje til Daniel

 

Fredag havde vi bryllupsdag, så den blev fejret med rugbrødsbord og 2 Carlsberg på terrassen. Jesper fik plukket nogle blomster i haven, og ellers så hyggede vi os ved poolen med hjemmebag og god mad til aften.

Lørdag havde vi en hjemmehyggedag det første af dagen, og senere tog vi et smut på babyhjemmet for at få sagt farvel til alle de dejlige børn derude. Det var ikke nemt, men heldigvis så ved vi, at der efter sommerferien højest sandsynligt komme nye volontører, som kan lege med dem. Vi kommer til at savne de dejlige unger, men har igennem de sidste måneder forberedt os en smule på det, så vi har ikke været så aktive derude, som vi måske gerne ville have været. Vi var smadder heldige da vi kom derud, for vi fandt ret hurtigt ud af, at lille Maria, som Maja var med ude at hente i slutningen af januar, blev afhentet af sine adoptiv forældre søndag. Det var helt fantastisk at se, hvordan den lille pige på godt 5 måneder har forandret sig fra en lille underernæret pige til en glad pige, som nu kan kravle og rejse sig op ved støtte. Vi sender Maria og hendes nye forældre alt held og lykke med fremtiden. Det har været fantastisk at kunne hjælpe Maria med at få en ny familie, og et eller andet sted synes vi jo nok selv, at vi har en del af æren for det. Da vi sad og hyggede med ungerne går gaten pludselig op og ind kommer Sam. Sam går på boarding school, så vi havde forberedt os på, at vi ikke ville få sagt farvel til ham. Men han havde været på tur med sin søster Sarah, Kezia og Moses, så det var rigtig dejligt at kunne give ham en sidste krammer. Børnene blev meget glade for Lasse og Jonatans aflagte tøj, og som alle andre gange, hvor de får noget nyt, så skal det straks tages i brug, så pludselig rendte der en masse små lækre chokolade brune unger rundt i deres tøj.

Jerimeyah får Lasses nike sko

En meget rørt Maja siger farvel til sit sponsorbarn Gideon

Jerimeyah fik også Lasses West Ham fodboldsæt. Vi håber, at kunne skaffe et nyt. Men tøjet var jordslået og for lille

Mama´erne på babyhjemmet fik travlt med at sortere alt det "nye" tøj, som Lasse og Jonatan har sponseret.

Søde Emily

Lækre Joshua

Gideon

Et billede af vores 3 drenge

Maja hygger med Lasse, Jonatan, Maria, Gideon, Henry og Fred

Smukke Maria, som i dag er draget på nye eventyr med sin adoptiv familie

Babyhjemmet. På billedet mangler Sam, Hope og Nante

 

 Det er meget vemodigt at sige farvel til den del af lokalbefolkningen, som virkelig har ramt dybt inde i vores hjerter.  Vi ved inderst inde, at vi aldrig kommer til at se disse fantastiske mennesker igen og det gør ondt. Det der gør mest ondt er vores viden om, at deres liv aldrig ændrer sig. Vi tager hjem og fortsætter vores dejlige liv hjemme i DK, omgivet af mennesker som elsker og respekterer os. Hernede fortsætter deres trivielle og triste hverdag uden udsigt til et bedre liv eller en mere farvestrålende fremtid. Vi kan hjælpe nok så mange enkelte familier, som vi gerne vil, men skal der ske udvikling i dette land, så er det på langt højere plan der skal sættes ind. Det gør skide ondt at vide, at selvom vi og vores familier har hjulpet vores hushjælp Jane og hendes familie til et bedre liv, så er udsigterne til et bedre liv alligevel så milevidt langt væk. Det er trist! Vi håber at alle de skønne mennesker vi er stødt på en dag får muligheden for at ændre en smule ved deres liv, så også de får lidt lys i fremtiden.

I dag, søndag, har vi været hjemme for at besøge Jane og hendes familie. Et besøg vi meget længe har set frem til, og som vi ved Jane og familie også har glædet sig til. Jane bor med sin familie ude midt i en skov. Vi har været meget spændte på besøget, da vi sammen med Majas mor og far har hjulpet Jane økonomisk med hjælp til hendes bolig, som var i meget dårlig stand. Både huset og toiletbygningen har nu fået en omgang renovering og fremstår rigtig fint og tæt. Jane er meget stolt af sit hus, og det kan hun også sagtens være, for det skinner i forhold til de andre huse. Hele familien stod klar til at modtage os og efter en rundvisning rundt på grunden, hvor vi fik hilst på 2 af Janes grise gik turen ned til et andet hus, hvor Jane har sine høns og ged gående. Jane er nød til at opbevare disse dyr andet sted, da hun ikke har et aflukke til dem, hvilket betyder, at andre folk let kan stjæle dyrene efter mørkets frembrud. Da vi havde hilst på dyrene gik turen til Gloria og Graces skole; Trust College, som er en forholdsvis ny skole. Her går begge piger i S1, og de er super glade for atter at kunne være tilbage på skolen og lære igen. Efter skolebesøg gik vi tilbage til huset for at nyde lidt medbragte superlækre Jane chips. Her fik vi pigerne til at trække i deres nye skoleuniformer, som de er meget taknemmelige for at have fået. Det var rigtig dejligt at besøge Jane i hendes privat, og det betød meget for hende og for os. Vi vil absolut komme til at savne hende, men vi ved også, at vores hjælp i den grad kommer til at påvirke hende og familien til en lettere hverdag. De er stadig meget fattige! Alle deres afgrøder er ikke blevet til noget eller er visnet pga tørke, og vi er endnu ikke gået ind i den værste tørke i nu. Forhåbninger for at kunne forsyne sig selv ligger meget langt væk. Resten af søndagen brugte vi på boldspil i haven, skype med familien og hygge.

I et en lille skov er et lille hus

Janes "nye" hus. Huset er lavet af mursten, men var ved at falde sammen, så hun har fået sponseret penge til at kunne bygge facaden op og få den pudset.

Opholdsstuen

Gift og Marvin med sin nye bil

Vores andet sponsorbarn Grace

Naboens pige. Tjek lige tøj og sko

Kevin tjek lige, hvordan de holder høns hernede. I dagtimerne har de fleste spærret deres høns inde under simpel myggenet.

På skolebesøg. Grace og Glorias skole

Gift havde svært ved at slippe Majas hånd

Trust College skole. En forholdsvis ny skole, hvor der ikke er så mange elever i nu.

I S1 er de 22, S2 15, S3 10 og i S4 0 elever.

Gloria og Grace fortæller om deres skema

Grace og Gloria

Tit tit... Jonatan, Marvin og Lasse

De stolte børn i skoleuniformer

Jesper med Janes familie

Maja og ungerne med Janes familie

Jane

Lasse leger løbeleg om toiletbygningen med Gift og 2 nabobørn

Mama Gloria krammer Mama Lasse og Jonatan.

KÆRLIGHED!

 

Næste uge byder på farvel til Pastor Thomas og kone Junice, farvelfest/Sankt Hans aften for os selv og nedpakning af vores ting. Vi er spændte på, om vi kan have det hele i vores kufferter. Det må tiden vise. Næste blog udkommer først mandag uge 26. Dagen før hjemrejse!